x

Efterklang skamroses i England

Efterklang skamroses i England

Den danske gruppe Efterklang udgiver 15. oktober deres andet fuldlængdealbum, ”Parades”. En cd, der blander storlande orkester- og korarrangementer med diskret elektronik og afdæmpet sang, og selv om den altså endnu ikke er kommet på gaden, har den allerede – ganske som den tre år gamle debut ”Tripper” – fået fremragende anmeldelser i en række udenlandske medier, især de britiske.

Eksempelvis har de to store og meget respekterede engelske musikblade Uncut og Mojo begge givet ”Parades” karakteren fire ud af fem stjerner. Mojo skriver blandt andet, at ”musikken er umulig at sammenligne med noget andet”, mens Uncut skriver, at ”Parades” er ”belønner lytteren lige så meget, som ”Tripper” gjorde.”

BBC Radio 1-værten Colin Murray har udtalt om musikken, at ”dette er så smukt”, ligesom Englands største musikblad Q giver pæne tre ud af fem stjerner, og indiesitet The Milk Factory har udnævnt Parades til ”album of the month.”

Den alternative radiostation Resonance FM siger, at singlen ”Mirador” får ”Sigur Rós til at lyde som Whitesnake”, mens avisen In Dublin skriver, at ”musikken er så eksperimenerende, underlig og fantatisk eklektisk, at den får Arcade Fire til at lyde som Boyzone.” Det skal vist også forstås som en ros.

– Vi er helt overvældede over modtagelsen, fortæller Efterklangs guitarist Rasmus Stolberg til GAFFA.dk

Hvorfor tror I, jeres musik begejstrer anmelderne sådan?
– Vi ved det ikke helt, men vi gør os umage med vores musik. Vi har arbejdet intensivt med albummet i 18 måneder, og så er vi fem i gruppen gode til at arbejde sammen og realisere vores idéer. Og idéen har denne gang været at lave noget musik, der både var anderledes og samtidig tilgængeligt, og som sammensmelter elektroniske og akustiske instrumenter. Og så har vi en god rollefordeling i bandet, hvor det eksempelvis meget er Casper Clausen og Mads Brauer, der står for sangskrivningen, og så mig, der arbejder med det praktiske, eksempelvis pressekontakt og at stå for vores pladeselskab Rumraket.

Efterklang har nu linet en større turné op med i skrivende stund 27 koncerter i Skandinavien, Frankrig, Spanien, England, Belgien, Holland og Belgien. De kan opleves i Danmark 8.-17. november.

Efterklangs hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA