Nyhed

Live Nation køber aktiemajoriteten i Sweden Rock Festival

Koncertarrangøren har købt store dele af Sweden Rock Festival. Dette giver ifølge agenturet vækstmuligheder og sætter fokus på mangfoldigheden.

Koncertarrangøren Live Nation Entertainment, Inc. meddeler i dag, at de har erhvervet aktiemajoriteten i Sweden Rock Festival, en af Sveriges mest succesfulde og længst kørende festivaler. Det meddeles ligeledes, at holdet bag Sweden Rock Festival vil fortsætte med at kuratere, styre og producere begivenheden, nu bare med lettere og bedre adgang til Live Nations store og omfattende festival-portefølje og ressourcer.

Med Sweden Rock Festival har Live Nation nu seks festivaler i Sverige, herunder: The Island Festival, Popaganda, Stockholm Music & Arts, Summerburst, og Way Out West. Med nyerhvervelsen har Live Nation nu en festival, der skiller sig ud fra mængden ved at være den eneste i deres svenske portefølje, der udelukkende hylder rockmusikken.

I Live Nations festival-portefølje indgår over over 80 globale festivaler, som tæller blandt andet Lollapalooza, Austin City Limits, Reading, Leeds, danske Copenhell og mange flere. Live Nation driver i øjeblikket over halvdelen af de 25 største festivaler rundt om i verden.


Om Swedish Rock Festival siger John Reid, President Concerts fra Live Nation Europe: "Fra en unik musikalsk kultur til en dedikeret fanskare, Sweden Rock har alle de kvaliteter, vi betegner som en spændende og unik festival."

Sweden Rock Festival finder sted hvert år i starten af juni og blev første gang afholdt i 1992. Festivalen har blandt andet haft besøg af navne som Guns N’ Roses, Motörhead, Alice Cooper, Deep Purple, Def Lepard, Thin Lizzy, Scorpions og mange flere.

Indtil videre er Aerosmith offentliggjort som eneste navn til 2017-udgaven.


ANNONCE