Elektrorockerne drager lang og rige rundt året ud, til dels sammen med The Floor Is Made Of Lava og dj-teamet DØD
Der har det seneste år været en pæn hype omkring københavner-trioen Turboweekend og deres højenergiske danserock med hårdtpumpende trommer og masser af keyboards, men ingen guitarer. Bandet hitter for tiden på P3 med “Into You”, og sidste mandag, den 1. oktober, kom bandets debutalbum, ”Night Shift” på gaden.
Albummet har fået ganske fine anmeldelser, blandt andet i GAFFA, hvor Thomas Borre blandt andet skrev følgende: ”Med lige dele appeal til indierock-tilhængere og nu rave club kids bygger Turboweekend deres numre op omkring forvrængede keyboards, dansevenlig bas og trampende trommer. Sangskrivningen og det vokale arbejde er overvejende veldrejet (...)” Thomas Borre uddelte fire stjerner og meldingen ”god weekend!”
Nu drager Turboweekend så på en omfattende Danmarksturné. En del af tiden foregår det sammen med Turboweekendens brødre i ånden, den ligeledes københavnske trio The Floor Is Made Of Lava og dj-teamet DØD, men når dén turné er forbi, fortsætter Turboweekend på egen hånd.
I forbindelse med turnéen præsenterer Turboweekend i øvrigt nogle ganske spektakulære kulisser. På gruppens MySpace-side kan man se dem arbejde med at fremstille kulisserne.
Turboweekends turnéplan ser sådan ud. Til og med 3. november spiller gruppen sammen med The Floor Is Made Of Lava og dj-teamet DØD – herefter fortsætter de alene:
18.10 Godset, Kolding
19.10 Studenterhuset, Odense
20.10 Paletten, Viborg
25.10 Tobakken, Esbjerg
26.10 Studenterhuset, Aalborg
27.10 Voxhall, Århus
01.11 Gimle, Roskilde
02.11 Vega, København
03.11 Forbrændingen, Albertslund
09.11 Toldkammeret, Helsingør
16.11 Musikhuzet, Bornholm
17.11 Café von Hatten, Randers
24.11 Rampelys, Silkeborg
30.11 Kulisselageret, Horsens
01.12 Templet, Lyngby
14.12 Sted offentliggøres senere