x

Jane Birkin til Danmark for første gang

Jane Birkin til Danmark for første gang

Engelske Jane Birkin er nok mest kendt for at have ligget i ske med eros-crooneren, nu afdøde Serge Gainsbourg, både i privaten og på det klassiske 1969-hit ”Je T'Aime ... Moi Non Plus”, men hun har også haft en lang karriere som sanger og skuespiller, primært i Frankrig, hvor hun har boet i 40 år. Blandt andet ved at fortolke sange af Gainsbourg, sange, der ofte har været skrevet specielt til hende.

I de senere år har Birkin udgivet et par ganske vellykkede plader.
Således udsendte hun i 2004 “Rendez-Vous” med en række duetter med koryfæer som Bryan Ferry, Beth Gibbons, Placebos Brian Molko og den dengang ret ukendte Feist, og i 2006 kom “Fictions”, hvor hun fortolker nye og gamle sange af navne som Rufus Wainwright, The Magic Numbers, Neil Young og Kate Bush. Alle med Birkins karakteristiske, spinkle, men meget sensuelle stemme i centrum.

Nu kommer den karismatiske kvinde så til Danmark – for første gang nogensinde. Hun giver koncert i Store Vega i København 22. januar 2008 med materiale plukket fra hendes lange karriere, akkompagneret af klaver, violin, guitar og percussion.

Jane Birkin er i dag 60 år og i øvrigt mor til sangerinden og skuespilleren Charlotte Gainsbourg, hvor faderen selvsagt er Serge Gainsbourg.

Forsalget til koncerten starter mandag 15. oktober kl. 10:00 via Billetlugen og landets Fona-butikker.

Jane Birkins hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA