Nyhed

Private-portræt i flimmerkassen

DR2 sender selverklæret sjovt program om Thomas Troelsen og dennes nye band

Skulle man af én eller anden grund ikke have lyst til at bevæge sig ud i aftenens kulturnat, er der et umiddelbart spændende og såre mageligt alternativ i fjernsynet, hvor DR2 sidst på aftenen sender et efter sigende ganske underholdende portræt af pladeaktuelle Private.

Programmet følger Private, der som bekendt har eks-Superheroes-manden Thomas Troelsen som omdrejningspunkt, i studiet, på photoshoot og til musikvideooptagelserne af hittet ”My Secret Lover”. Portrættet tager også seeren med til bandets debutkoncert, der fandt sted på Børsen i København ved et lukket arrangement fredag den 5. oktober. Her troppede ikke så få kendisser op, og blandt andre kommer folk lige fra Aqua til Sort Sol med kommentarer om Private og Thomas Troelsen.

Om Privates debutalbum skrev GAFFAs anmelder – efter at have langet lidt ud efter lyrikken – følgende:


”Til gengæld er My Secret Lover måske den stærkeste samling popmelodier, Troelsen nogensinde har lagt navn til.”

ANNONCE