Nyhed

Salem drager på miniturné i det engelske

Den kritikerroste danske gruppe klar til at indtage London

Danske Salem har aldrig for alvor fået sit kommercielle gennembrud herhjemme, men bandet klør ihærdigt på og har siden 2002 udgivet ikke færre end fire plader, der tilmed rundt regnet over hele linjen har fået flotte anmeldelser. Nu drager den ambitiøse og prisbelønnede gruppe til England, hvor fem London-jobs venter i perioden den 14.-18. oktober.

Meget belejligt barsler Salem netop nu med albummet ”The Rest Of The West”, der er bandets første plade direkte rettet mod udlandet. Skiven udgøres delvist af numre fra gruppens tre første plader, men førstesinglen ”The Needle In The Butterfly”, der akkompagneres af en musikvideo med scener fra Lars Von Triers film ”Europa”, er ny.

Nu venter mødet med England, der godt kan forberede sig på mariachi-trompeter, twang-guitarer, banjo og munkekor, eller som det lyder i Salems pressemateriale: et diabolsk og dekadent cowboy-univers.


Gruppen skriver i øvrigt turnédagbog til GAFFA.dk, så hold øje i de kommende dage.

ANNONCE