Nyhed

Det synes publikum om Ukendt Kunstner i Falconer Salen

Vi har talt med nogle koncertgængere efter koncerten med duoen, der i sidste uge meddelte, at de stopper

Fredag aften gav den succesfulde hiphop/r&b-duo Ukendt Kunstner koncert i en udsolgt Falconer Salen – ugen efter deres overraskende melding om, at de nu stopper. (Læs mere om deres karrierestop her).

Gruppen har dog stadig koncerter i kalenderen, blandt andet til Gløgglich på Train i Aarhus 22. december, samt nogle koncerter, der endnu ikke er offentliggjort. Læs gruppens egen Facebook-opdatering om sagen.

Efter showet talte vi med en række publikummer om deres mening om koncerten.


Læs også GAFFAs anmeldelse af koncerten: "Bøjet i neonlys på Falconer Salens scene".

 

Sarah Ryholt, 19 år, går i 3.g, bor i Emdrup

Hvad synes du om koncerten?


– Den var dejlig, sjov, hyggelig. Fed, fed, fed. Jeg havde en fest. Og jeg var fuld.


Hvad var det bedste ved koncerten?

– Jeg stod oppe forrest og så folk stå og nyde koncerten. Det, tror jeg, var det bedste. At man kunne se, at crowden hyggede sig.

Hvad var det værste ved koncerten?


– At jeg ikke var fuld nok.

Hvad vil du huske Ukendt Kunstner for, når de nu stopper?

– Jeg har været til nogle koncerter med dem, og det, jeg vil huske, vil nok være den stemning, der er til deres koncerter. Stemningen, og så deres musik selvfølgelig.


 

Philip Lotko, 30 år, selvstændig, bor i København


 

Hvad synes du om koncerten?

Den var dejlig. Genial. Det var et flot punktum på en uge, som bragte den overraskende nyhed om et brud, eller hvad man skal kalde det. Cadeau til dem.


Hvad var det bedste ved koncerten?

– Stemningen. Det er jo mere end en koncertoplevelse. Man føler, at man ser og hører nogle, der er loyale over for hinanden og deres eget materiale, snarere end optaget af, hvad der lige fænger.

Hvad var det værste ved koncerten?


– Ingenting. Der var ikke engang kø til toilettet.

Hvad vil du huske Ukendt Kunstner for, når de nu stopper?

– Jeg tror, de vender tilbage i en skarpere og mere international form.


 

Lise Mandal, 34 år, sygeplejerske, bor på Frederiksberg


Hvad synes du om koncerten?

– Den var rigtig god. De gjorde det supergodt.

Hvad var det bedste ved koncerten?


– Det var den stemning, som de formåede at skabe med deres musik.

Hvad var det værste ved koncerten?

– Lyden var lidt dårlig. Der var tidspunkter, hvor jeg ikke engang kunne høre rytmen i musikken, desværre. Jeg kunne høre, hvad de sang, men rytmen kunne jeg ikke altid høre.


Hvad vil du huske Ukendt Kunstner for, når de nu stopper?

– Hmmm… Jeg kommer til at savne dem, men om de efterlader sig spor? Det må du spørge nogle af de unge om.

 


Andrew Tolentino, 21 år, arbejder på Fisketorvet, bor på Amager

Hvad synes du om koncerten?


– Den var rigtig rar i den forstand, at jeg stod på et spot, hvor jeg både kunne se og høre, hvad der foregik på scenen – uden at få albuer og skuldre i hovedet.

Hvad var det bedste ved koncerten?

– Det var fornemmelsen af, at de kom ud med alt, hvad de havde.


Hvad var det værste ved koncerten?

– At mikrofonen faldt ud, da de havde de første gæster på scenen – både for Sivas og Lord Siva.

Hvad vil du huske Ukendt Kunstner for, når de nu stopper?


– Jeg vil altid huske dem for deres musik. Og heldigvis er der et internet, så jeg vil kunne høre dem på Spotify og YouTube.

ANNONCE