Den 11. udgave af Amsterdam Dance Event blev skudt i gang med nye gadgets og fest på penthouse niveau
"Feels like team spirit" lyder overskriften på Richard Zijlmas velkomst til Amsterdam Dance Event 2007. Som leder af konferencen er han med rette stolt af det omfang, som ADE har vokset sig til siden begyndelsen for 11 år siden.
GAFFAs udsendte begyndte opholdet med en bid gearspotting. Outland Records er en gennemført stilet og minimalistisk pladebutik, hvis samlede sortiment synes at begrænse sig til de tyve nyeste nye 12" vinyler samt manga-legetøj. Fredag var udvalget dog udvidet med en lækker gadget, idet firmaet Pacemaker præsenterede det, som de selv kalder verdens første lomme-dj-system.
Der er tale om en slags turbo-iPod med miks-funktioner. Den ligner en rekvisit fra Star Wars, og demonstrationen lovede godt for djs derude, som ville ønske de kunne dj'e med deres iPod og samtidig bevare noget street cred. Udsalgsprisen bliver omkring 500 Euro, se http://www.pacemaker.net for info.
Arthur Baker på toppen
Senere fredag spillede pladeaktuelle Groove Armada i Heiniken Music Hall. De havde medbragt Moloko-sangerinden Roisin Murphy, som jo er temmelig vidunderlig ... og hun spiller faktisk på Train i Århus i dag, lørdag og søndag på Vega i København. Det kan varmt anbefales.
"11" er en kombineret restaurant og klub indrettet i toppen af postvæsnets saneringsmodne bygning ved havnefronten. Siden åbningen har den udviklet sig til at være det noget nær hippeste i Amsterdam.
Klubben ligger som navnet antyder på 11. og øverste sal, hvor der engang var kantine. Bygningen står til nedrivning, og klubejerne havde oprindelig fået en to års lejekontrakt. Men den udløb allerede for to år siden, og nu ser det ud til, at bygningen måske bliver reddet.
Lokale Adept er ifølge pålidelig kilde er det pt. største elektroniske navn i Amsterdam. De udkommer på det label, som hedder =Wham! Wham!=, og de spillede live på "11" fredag nat. Deres stil er en slags kombination af deep house og industrial, med den mandlig vokal udsat for læsterlig forvrængning. Sangene virkede dog lidt for ens og rigeligt ensporede for Deres udsendte.
Så var der straks mere til underlivet i legendariske Arthur Bakers dj-sæt lidt senere. Han kerer sig ikke om, hvorvidt et track har to uger eller to årtier på bagen, så længe det er rocking, og det var hans elektro-cocktail denne aften bestemt.
Uni-speciale i electroclash
På klubben "Flex" spillede enmandsprojektet Krause v/ Suzanne Krause (billedet). Hun er tidligere forsanger i et punkband, og Krause er angiveligt resultatet af hendes afgangsprojekt på pop/rock academy (har man det i Holland?). Sceneforholdene er mildest talt interimistiske på Flex-klubben, hvilket gik en del ud over vokalen.
Der er selvfølgelig altid credibility points i at medbringe retro-keyboards fra 80'erne, ikke mindst når de i stedet for et stativ er monteret på mannequin-ben i læderbuks (!), men projektet lød nu alligevel som klemt ud af en laptop – på den lidt dårlige måde.