Nyhed

Speaker Bite Me i Pumpehuset

Gruppen bakkes op af Marybell Katastrophy

Speaker Bite er lige nu i gang med en danmarksturné, der i weekenden bringer dem forbi Pumpehuset i København.

Da de tidligere på måneden gæstede Århus, fik de særdeles mange roser med på vejen af GAFFAs anmelder, der i en umanerlig lang sætning roste bandet og dets seneste udgivelse.

"Det revitaliserede støjpop-band, der tidligere på året udsendte det gennemført gedigne, overlegent elegante og helt igennem lækre comebackalbum "Action Painting", matcher snildt dets udenlandske åndsfæller (man finder ikke for alvor lignende grupper herhjemme, hvilket trods alt er en bedrift i sig selv) i originalitet, teknisk flair, kompositionsmæssig opfindsomhed og ikke mindst intensitet i allermest dystert dragende, erotisk pirrende, sensuelt begærlige og kompromisløst nærværende forstand".


Hvis man har lyst til at opleve alle disse tillægsord live, så foreligger muligheden altså i denne weekend, hvor de bakkes op af gruppen Marybell Katastrophy, der ligeledes har fået en hel del rosende ord med på vejen af nærværende magasin.

I en femstjernet anmeldelse af gruppens optræden på dette års Spot Festival blev deres optræden blandt andet beskrevet således:

"De Fem spredte karismatisk katastrofe-kemi og mild lykkefølelse hos de fremmødte, og især Marie Højlund virkede opslugt af at levere de fine (ind imellem fremragende) sange så godt som overhovedet muligt".


Det er altså to eftertrykkeligt roste orkestre, man kan opleve lørdag 27. oktober i Pumpehuset i København, og har man endnu ikke købt billet, kan dette gøres via Billetlugen.dk

Efterfølgende fortsætter Speaker Bite Me alene til Vordingborg, hvor de spiller på Stars 4. november for derefter at runde deres turné af 13. december til et Klubb Smørrebröds-arrangement på Debaser i Malmö.

ANNONCE