x

Spil Dansk Dagen er over os

Spil Dansk Dagen er over os

I dag er Spil Dansk Dagen over os. For syvende gang sætter en lang række danske musikorganisationer og spillesteder fokus på dansk musik, og derfor vil der være usædvanligt meget levende dansk musik i dag både på traditionelle spillesteder, mere alternative steder og rundt om i det offentlige rum. Samtidig spiller Danmarks Radios P2, P3, P4 og netkanalen P4 Danmark lutter dansk musik hele dagen.

Man kan læse det enorme, samlede program på Spil Dansk Dagens hjemmeside, men for god ordens skyld bringer vi her en oversigt over nogle af de mest interessante arrangementer – vel vidende at der er mange, mange flere.

København:
Sara Grabow, Mads Mouritz, Mikkel Engell og Kristoffer August
Fire talentfulde singer-songwritere spiller i Ingolfs Kaffebar klokken 20.

Entakt og The Elephants
Dramatisk dansksproget poprock og dansabel og hurtig engelsksproget ditto i Vanløse Kulturhus klokken 20.

Doi
Den atmosfæriske og melankolske guitarrockgruppe giver koncert i Vega klokken 21 og er til lejligheden udvidet med strygere og Skt. Annæs pigekor samt videokunstneren Reality Rocks. Kan stærkt anbefales fans af navne som Sigur Rós og Efterklang. Elektronikaduoen Vektormusik varmer op.

Surfact
De fremadstormende grungerockere giver koncert på The Rock klokken 21. Altid leveringsdygtige i medrivende koncerter.

The Blue Van
Det altid heftige liveorkester spiller retro-rock med masser af guitar og orgel på Forbrændingen i Albertslund klokken 21.

Källing og Carlas
To grupper leverer begavet dansksproget sangskrivning i Råhuset klokken 21.

Michael Hamilton og Ole Holmgaard
Den gummistøvleklædte århusianske sanger-sangskriver Michael Hamilton er kendt for sine underfundige sange og spøjse rekvisitter til koncerter. Han har taget sin sangskriverven Ole Holmgaard med til Kulturhuset Bispebjerg Bakke klokken 21. Tidligere på dagen spiller de to i Nyborg Statsfængsel, men det er til et lukket arrangement.

Kenneth Thordal og Trine-Lise Væring
Finurlig dansksproget sangskriver og jazzpoppet engelsksproget ditto møder hinanden i Teater Plan B klokken 22.

Vericona Post, Cody, Noise In Boxes og Spejderrobot
Fire spændende upcoming bands i den alternative afdeling spiller i Studenterhuset i København klokken 23.

Sjælland:
Caspar David
Den roste, eftertænksomme, småcroonende singer-songwriter, der blev opdaget af Peter Sommer og Lise Westzynthius, giver en af sine ret sjældne koncerter i Slagelse Musikhus klokken 20.

Fyn:
Singer-songwriteren Kristina Holgersen, tidligere Girl In The Moon og Emotions, kan opleves i Huset Uden Navn i Odense klokken 20.

Jylland:
Kirsten Ketcher The Rock Band
Det eksperimenterende jazz/rock/avantgarde-ensemble kan opleves på Musikkonservatoriet i Århus klokken 20.

Sterling, Laura Mo og Murky
GAFFAs Månedens Demo Murky spiller med de skæve pophoveder Sterling og den sfæriske singer-songwriter Laura Mo i Pakhuset klokken 21.

Niels Skousen Trio
Veteran-sangskriveren optræder med sin trio på Underværket i Randers klokken 20.

The Floor Is Made Of Lava, Turboweekend og DJ Død
De dansable guitarrockere The Floor Is... og elektrorockerne Turboweekend kan høres på Tobakken i Esbjerg klokken 20, sammen med DJ-teamet DJ Død.

Desuden kan man blandt andet opleve levende musik på en række af landets stationer ved blandt andre Mimas, January Jaunt, Dampfbahn, Easy Tiger, Cecilie Noreng.

Derudover har ni øvelokaleforeninger i hele landet har besluttet at åbne dørene til stederne, hvor musikken bliver skabt. Der er tale om øvelokaleforeninger i Odense, Århus, Svendborg, Aalborg, Silkeborg, Kolding og København.

Læs det samlede program på Spil Dansk Dagens hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA