x

Ny Alliance-kandidat vil gøre musikkopiering lovligt

Ny Alliance-kandidat vil gøre musikkopiering lovligt

Morten Bay stiller ved det kommende folketingsvalg op for Ny Alliance og i en pressemeddelelse fremgår det, at han er fortaler for, at musikkopiering skal lovliggøres.

Bay fremhæver dog ved samme lejlighed, at dette ikke skal ses som et forsøg på at løbe musikpiraternes ærinde, men derimod et forsøg på at fremtidssikre kunstnernes indtægter.

"Musikbranchen i Danmark er ikke særlig stor. Den omsætter for ca. 1,5 mia. årligt. Det skal sættes op imod, at der er over 1,7 mio. bredbåndsforbindelser i Danmark. Det er nogle interessante tal. Det betyder nemlig, at hver enkelt bredbånds-abonnent kun ville skulle betale ca. 75 kr. ekstra om måneden – så havde vi dækket samtlige indtægter for musikbranchen – rettigheder, cd-salg, det hele!"

Bay henviser til en ny model, som han selv som aktiv kulturpolitiker har været med til at sætte på dagsordenen i musikbranchen, og som han som eventuel folkevalgt vil forsøge at få gennemført.

"Det handler om, at kunstnere og teleselskaber skal mødes og blive enige om, at f.eks. TDC eller Cybercity kan tilbyde deres abonnenter fri musikdownload for et lille, månedligt beløb. Teleselskaberne skal blot sikre sig, at to mennesker, der sender musik til hinanden, er med i ordningen".

Folketingskandidaten har længe beskæftiget sig med regler og indtægter for rettigheder til musik. Som udøvende musiker har han både udsendt plader solo og i konstellationerne Splint og Fjeldsted & Bay samt arbejdet i sangskriverforeningen Danske Populærautorer (DPA).

Morten Bay er opstillet i Københavns Storkreds.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA