x

Cliff Richard i Radioheads fodspor

Cliff Richard i Radioheads fodspor

Det har ikke skortet på kunstnere, der har bakket op om Radioheads initiativ med at lade deres album kunne blive downloadet til en valgfri pris – eksempelvis Oasis, Jamiroquai, Nine Inch Nails, Ian Brown og Johnny Marr. Men nu melder en ældre og musikalsk lidt mere konservativ herre sig overraskende i koret – nemlig Cliff Richard.

I nærmeste fremtid vil man nemlig, ifølge gigwise.com, kunne købe Sir Cliffs kommende album ”Love, The Album”, der ellers først er på gaden 12. november, som download på popcroonerens hjemmeside. Og når man har afgivet sin bestilling, vil det så vise sig, hvor meget prisen bliver – alle priser mellem 3,99 pund (cirka 43 kroner) og 7,99 pund (cirka 85 kroner) er i spil. Den endelige pris afhænger af, hvor mange der bestiller pladen – jo flere, jo billigere, må man formode.

Præcis hvornår skæringsdatoen for udregningen af prisen er, vides ikke – heller ikke om den måske kan ændre sig undervejs. I skrivende stund er Sir Cliffs nye album nemlig endnu ikke en købe-mulighed på hans hjemmeside, men kommer det altså ifølge gigwise.com i allernærmeste fremtid.

Cliff Richard udtaler ifølge gigwise.com: ”Som kunstnere står vi over for et afgørende valg. Enten forsøger vi at være et skridt foran den teknologiske udvikling, der forandrer sig så hurtigt, eller vi rækker hænderne i vejret og forlader musikbranchen. Og jeg er personligt ikke interesseret i at stoppe.”

Han suppleres af Graeme Rogan, digital chef for pladeselskabet EMI, som Richard stadig er tilknyttet: ”Det faktum, at Cliff og folkene omkring ham er sprunget på ”variabel pris”-modellen viser bare, at også mere etablerede kunstnere er klar til at eksperimentere med deres udgivelser og kommunikere med deres fans på mere fleksible og nysgerrige måder.”

Vi venter i spænding på fortsættelsen af den digitale føljeton.

Sir Cliffs hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA