x

Holger Czukay til Danmark

Holger Czukay til Danmark

Den tyske eksperimentalmusiker Holger Czukay kommer til Danmark for at give sin første koncert herhjemme nogensinde. Nærmere betegnet på Øbro Jagtvej Bibliotek i København 30. november.

Holger Czukay er nok bedst kendt som medstifter af og bassist i det legendariske tyske band Can, som op gennem 70’erne var nogle af bannerførerne inden for den såkaldte krautrock, som blandede rock, jazz, verdensmusik, avantgarde og elektroniske eksperimenter, og som har haft stor betydning for ikke mindst en lang række nyere elektronika-navne og for 90’er-postrock-bands som eksempelvis Tortoise og Slint.

Holger Czukay trådte ud af Can i 1977 og indledte en solokarriere, hvor han blandt andet eksperimenterede med radiobølger og – som en af de første – sampling. Han har på egne og andres plader arbejdet sammen med kunstnere som Eurythmics, Peter Gabriel, David Sylvian og U2-guitaristen The Edge.

Koncerten er dette års udgave af Øbro Jagtvej Biblioteks årlige, eksklusive efterårskoncertevent og er arrangeret med støtte fra Østerbro Lokaludvalg og den tyske ambassade i København

Billetsalget til "An evening with Holger Czukay" starter på store valgdag tirsdag den 13. november. kl. 14

Der er kun 50 billetter til salg, og de koster 150 per styk og kan erhverves ved personligt fremmøde på 1. sal på Øbro Jagtvej Bibliotek, Jagtvej 227, 2100 København Ø. Maksimalt 4 styk per person


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA