Nyhed

Michael Falch på Danmarksturné

Falchen og Boat Man Love drager riget rundt med start i Pumpehuset 8. november

Billeder: Christer Holte, fra koncerten på Bork Havn Musikfestival, 4. august 2007

Michael Falch og hans band Boat Man Love er oven på udgivelsen af det meget roste album ”Sang Til Undren” klar til en Danmarksturné, der meget oplagt har fået titlen ”Tur Til Undren”.

Turnéen begynder torsdag den 8. november i Pumpehuset i København, og her er der faktisk allerede udsolgt. Flere andre steder i landet er der kun få billetter tilbage.


”Sang Til Undren” fik fem ud af seks stjerner af GAFFAs Jan Opstrup Poulsen, der blandt andet skrev følgende:

”Det handler om svigt, tab og separation. Angsten for at miste. Det hele serveret med karakteristik Falch-patos, men også fuldstændigt uden filter. Så er du advaret. ”Sang Til Undren” er dog først og fremmest et glødende rockalbum og uden tvivl Michael Falchs bedste. Det er igen Jacob Binzer, der producerer, men albummets musikalske styrke er backingbandet Boat Man Love, der har turneret flittigt med Michael Falch. De formår i den grad at løfte albummet og give Michael Falch et hårdt musikalsk modspil.”

Også vor liveanmelder Troels Frøkjær var tilfreds med Falch og Boat Man Loves optræden på Bork Havn Musikfestival i august. Her tildelte han Falch & Co. fire stjerner og blandt andet følgende ord:


”Der blev sunget og spillet inderligt, og vi spidsede ører. Ganske imponerende, at bandet formår at levere et så nuanceret og samtidigt råt lydbillede med blot to guitarer, bas og trommer. Falch selv helligede sig, under hovedparten af koncerten, ene og alene mikrofonstativet. Boat Man Love kan ganske enkelt, med deres retro-guitarer og skrællede trommesæt, deres rock-håndværk.”

Michael Falch & Boat Man Loves samlede "Tur Til Undren 07" ser således ud:

08. nov. - KØBENHAVN - Pumpehuset (udsolgt)
09. nov. - HOLBÆK - Elværket (få billetter)
10. nov. - SLAGELSE - Musikhus
15. nov. - AALBORG - Skråen (få billetter)
16. nov. - VEJLE - Torvehallerne
17. nov. - ÅRHUS - Train
22. nov. - HILLERØD - Støberihallen
23. nov. - KOLDING - Godset
24. nov. - ODENSE - Posten


Michael Falchs hjemmeside

ANNONCE