Nyhed

Den koncertaktuelle danske producer MABE er klar med nyt nummer og flot video

Den danske producer Mads Bergland kan opleves live for første gang i denne uge

Den danske producer Mads Bergland – går under kunstnernavnet MABE – er klar med et nyt nummer og en tilhørende flot video, skabt i samarbejde med Caroline Sillesen.

Nummeret hedder “You Can’t Control Change” og var oprindeligt produceret til at skulle fungere som baggrundsmusik til en kunstudstilling. Det oprindelige nummer var 20 minutter langt, men er nu kortet ned til tre minutter. MABE fortæller om tankerne bag det visuelle: – Jeg ville gerne lave en coming of age-film, der skulle prøve at beskrive livet og opvæksten, […]. Jeg har personligt opgivet at prøve at kontrollere mit eget liv og min udvikling og har indset, at livet er større end mig, og at det tager mig der hen, hvor det vil.

MABE spiller på fredag den 10. marts sin første koncert nogensinde til Red Bull Sound Select i Jazzhouse, hvor han har inviteret amerikanske Janelle Kroll, Zebra Katz og Umi Copper til at optræde med ham samme aften.


Der er tale om “tre vidt forskellige artister,” udtaler MABE selv og tilføjer: “Janelle Kroll er en klassisk sangerinde, Zebra Katz er rapper, og Umi Copper kommer fra r&b og folk. Men jeg tror, at grunden til at det hele er blevet samlet så godt er, at ingen af os vægter genrer særlig højt. Jeg har kendt alle tre kunstnere i et par år efterhånden, og vi har delt en masse smukke og kreative stunder sammen og samarbejdet på kryds og tværs.”

Aftenen behøver i øvrigt ikke slutte efter, at MABE og gæster har spillet deres shows i Jazzhouse den 10. marts. For når koncerterne klinger ud, rykker Zebra Katz op i dj-pulten, hvor han sammen med de København-baserede dj's Brynjolfur og Frederik Valentin vil sætte gang i efterfesten.

Red Bull Sound Select har som mission at hjælpe nogle nye, spændende artister frem på den måde, at der er en ny kurator til hver begivenhed. Kuratoren i dette tilfælde er designer Asger Juel Larsen, og han har personligt peget på MABE. Sidste år var det blandt andre Silvester, School of X og Noah Carter, der blev udvalgt – og senest Jamie Kamara.


ANNONCE