x

Martin Hall-interview – pladekrisen rammer ikke mig

Martin Hall-interview – pladekrisen rammer ikke mig

I flere måneder har jeg haft mulighed for at lytte til Martin Halls imponerende og massive bokssæt “Catalogue – Martin Hall 1980-2007” der udkommer officielt mandag den 5. november. Flere måneder, så lang tid valgte pladeselskabet Panoptikon at give skribenter, anmeldere og kulturjournalister til at sætte sig ind i det 5 cd og 1 dvd store sæt, der insisterer på fordybelse. Sættet trækker en kraftig linje gennem Martin Halls kunstneriske virke, og byder på både storslåede opsætninger fra Glyptotek-koncerten sidste efterår, nichepunk fra 1980’erne og enestående mulighed for at følge udviklingen de to yderpunkter imellem. Jeg sætter den danske avantgarde-kamæleon stævne, for at tale om den nye udgivelse, punktiden og dansk kulturliv generelt, over noget så upunket som en danskvand og en kop te, på Cafe Blanc i København.

"Catalogue"-boksen består af mange forskellige numre fra forskellige perioder i dit liv. Hvordan karakteriserer du egentligt selv bokssættet?

– Genremæssigt er boksen selvfølgelig svært bestemmelig. Det er mere et forsøg på at give et vue over min karriere, end det er et forsøg på at ramme en genre, og det er det af flere grunde, dels fordi der gennem mange år har været et ønske fra det gamle Hall-publikum om at få gamle 12 tommer-titler og udgåede tracks ud i digital form, og dels fordi der efter 2005, hvor min roman "Den Sidste Romantiker" udkom, er kommet et nyt segment i mit publikum, der kun kender de seneste plader. Så boksen er et forsøg på at samle et repræsentabelt udsnit af de forskellige områder, jeg har arbejdet med. Og så er der også det, at, netop fordi jeg er svær at genrebestemme, så synes jeg helt personligt, at det er en fordel, at man kan lytte til pladen på fem forskellige niveauer, hvor "Airplay", (den første af boksens 5 cd’er, red.) fungerer som en sammensætning af singler, "Hallmark", som er de mere tunge numre, og så videre, altså at boksen er bygget op på en måde, der gerne skulle gøre det lidt nemmere at gå til både for den erfarne Hall-lytter og den nytilkomne.

Genrer er altså ikke vigtige for dig?

– Nej overhovedet ikke. Jeg ser det kun som en ære, at man i Danmark taler om genrer som for eksempel pop og rock og soul og så er der Martin Hall. Det er positivt for mig, at jeg, om ikke har opnået mit eget brand, så i hvert fald er forbundet med en vis vidtløftighed. Jeg ser det kun som en fordel, når man ikke kan genrebetegne mig, for jeg synes ærligt talt, at man låser sig selv fast, hvis man slavisk prøver på at blive i den ene eller den anden genre.

Hvilke principper har du udvalgt numrene efter?

– Der har været en tænketank af involverede folk, der har samarbejdet om det endelige resultat. Generelt var vi enige, blandt andet var det nærmest logisk at nogle af de gamle 12 tommer numre skulle med, "Treatment" og "Free-Force Structure" for eksempel, og også fra "Hallmark" gav flere af numrene sig selv, Song for "Someone" for eksempel, der ellers kun fandtes på kassettebånd. Vi har ganske enkelt prøvet på at finde de bærende numre fra min karriere. "Strange Delight" fra 1993 burde måske også have været inkluderet, idet det var et stort radiohit, men lige med det nummer nedlagde jeg simpelthen veto. Sangen er udmærket, men det er et nummer, hvor jeg, som det måske kan høres, var lidt i karambolage med pladeselskabet om lyden. Jeg har simpelthen allergi over for det nummer.

Der er to ting, der slår mig ved bokssættet – i sin form, men også i indhold virker det som et frontalangreb på den danske jantelov, og samtidigt virker det også som en bevidst afslutning på omkring 30 år af dit kunstneriske virke ... eller måske som en begyndelse på noget nyt?

– Jeg skal altid høre om janteloven. Altså, jeg vil egentlig bare gerne præsentere et bredt udsnit af mit arbejde på en så passende og æstetisk måde som muligt. Da jeg helt statistisk set er den kunstner i Danmark, der har udgivet flest numre nogensinde, kræver det selvfølgelig lidt plads. Omfanget af min boks har noget at gøre med, at jeg har så meget materiale. Og så er det jo sådan i Danmark, at hvis man gør noget bare en anelse storladent, så er det automatisk et angreb på janteloven. Det andet spørgsmål er mere interessant, synes jeg. Bokssættet kan ses som en nulstilling eller som en oprydningsproces. Nu er jeg kommet hertil, jeg gør status og kan dermed komme videre. Sættet er en afslutning, i hvert fald hvad angår rock- og popsiden af mit virke, og det sker som en naturlig impuls, hvilket vel også beror på et aldersspørgsmål – jeg er, logisk nok, et andet sted i dag, end jeg var som tyveårig. Hvis man skulle tage et øjebliksbillede lige nu, så er den af boksens 5 plader, jeg føler mig tættest på, nok "Encore" (den kammermusikalske cd, red.). Men helt konkret, så betyder denne foreløbige afslutningen, at jeg kan bruge 2008 på at skrive fiktion igen, og det er min plan.

Både direkte, men også på referenceplanet trækker bokssættet på tråde fra punktiden – hvordan bruger du punken i dag?

– Punken var i mange henseender min entré til livet, kunsten, musikken og så videre, men jeg bruger egentligt ikke punken som terminologi mere. Jeg føler selvfølgelig et slægtskab med perioden og også en taknemmelighed. Punken brød radikalt med alt der var gået forud, tiden blev simpelthen nulstillet, og en spændende og innovativ kunstscene blev skabt i kølvandet på den. Man kan sige, det var en do it yourself-scene som ikke handlede om teknik og kunnen, men hvor det frem for alt handlede om ideen og om det at realisere den. Så altså, selvom punken står mit hjerte meget nært, så er der unægteligt er langt mellem kammerensemblet, jeg bruger, og "God Save The Queen"-singlen med Sex Pistols.

Har du også et slægtskab med de unge, der i dag kalder sig punkere, og de unge i miljøet omkring Ungdomshuset?

– Nej, ikke umiddelbart. En stor del af punkens budskab hører jo også sammen med en bestemt alder i ens liv. Dengang punken kom til Danmark, gik jeg rundt i et jakkesæt fra Frelsens Hær, nu er de gamle jakkesæt skiftet ud med håndsyede jakkesæt, og sidst jeg var i Ungdomshuset, var jeg ved at få bank af samme grund – altså fordi min tøjkode var forkert. Det er jo lidt bizart, eftersom jeg har spillet der rigtig mange gange. Lige så snart noget får en fast defineret form, så opstår der desværre ofte en vis ensrettethed og dertilhørende chauvinisme, der gør at den oprindelige tolerance formindskes. Johnny Rotten var jo selv fortaler for, at punken i sin tid var en tilladelse for enhver ny idé, men meget hurtigt blev fænomenet reduceret til en formaliseret standard-uniform – og når noget bliver til en uniformering, så bliver det kedeligt i mine øjne. Se på dem, der er der i dag; tilføjer de noget nyt, eller er de der bare for traditionens skyld? Er revolten blot blevet en stil, en vane? Selv anarki kan blive en tradition.

Jamen, så lad os springe videre. Du er både accepteret og respekteret langt ind i anmelder- og kulturkredse, og det selvom du jo ikke ligefrem er folkelig, som ellers ofte kan synes som en værdi i det danske kulturliv. Betyder det noget for dig, hvordan anmelderne modtager det nye bokssæt?

– Jeg vil gerne svare på to måder, først uden at komme ind på bokssættet. Jeg har gennem tredive år brændt de fleste broer bag mig, videreudviklet mig og forsøgt at lave noget, der var relevant, så jo, selvfølgelig har det da betydet noget for mig, at jeg blevet anerkendt og respekteret, og det har især betydet noget, at mit arbejde har påvirket folk positivt og konstruktivt, for eksempel ved, at de selv begyndte at skrive eller spille. Så selvfølgeligt betyder det noget, at ens kunstneriske udtryk bliver taget alvorligt. Med hensyn til, hvordan boksen bliver modtaget, så er svaret mere tvedelt. Jeg læser da anmeldelser og håber selvfølgelig, at de er gode. Men selv de negative kan rumme en belysning af ens blindsider, så med mindre man direkte har anmelderen mod sig, altså som en, der går mere efter manden end bolden, så kan det faktisk være konstruktivt at læse de negative også ...

Lars Bukdahl?

– Ja, for eksempel. Han er jo lige dele underholdende og enerverende, og det er jo ikke kun mig, det går ud over. Han havde jo ellers anmeldt mine sidste par bøger rigtig godt, men da "Den Sidste Romantiker" så fik gode så gode anmeldelser, som tilfældet var, var det åbenbart en kende for meget for den gode herre. Men lad nu ham sidde i sit lille masturbatorium. Jeg har altid forvoldt ganske voldsomme reaktioner hos folk, positive som negative – og nu med hensyn til boksen, så er der ligesom ikke mere, jeg kan gøre. Den er blevet til ud fra det materiale, der var, og nu er den fortid.

Hvem er det der skal gå ud og købe bokssættet?

– Det skal dem, der synes, det er relevant. Boksen er som sagt blevet til ud fra en efterspørgsel fra både det oprindelige og lidt ældre publikum og fra det nye publikum, som enten ikke kan få fat på de sjældne ting mere eller som måske finder mit bagkatalog noget uoverskueligt. Boksen er en palet over mit kunstneriske virke, og med mindre du vil ud og give flere tusinde kroner for de oprindelige kassettebånd og 12 tommer-singler, så er det her en god måde at få et overblik over det, jeg har lavet. Det kan da godt være, at salgstallene vil være små, men boksen fungerer jo også som et kulturelt orienteringspunkt – også om 25 år. Jeg er ikke berørt af pladekrisen. Jeg har et nichepublikum, der ønsker at finde the real maccoy, så at sige, blandt andet mennesker, det går efter fetichudgivelserne. Mine salgstal er altid nogenlunde det samme, og sådan vil det nok også være for denne her udgivelse.

Martin Halls hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA