Nyhed

Iron Maiden vender tilbage til Danmark

Metal-legenderne søsætter ny, stort anlagt turné rundt i Norden og slår et smut omkring Horsens

”Somewhere Back In Time World Tour 08” er titlen på Iron Maidens forestående turné rundt i Skandinavien – en turné, der ifølge arrangørerne er den største i Norden nogensinde. Det forventes således, at i alt 250.000 fans vil indfinde sig til bandets seks koncerter, der løber af stablen i sommeren 2008.

Iron Maiden-bassist Steve Harris udtaler:
”Der eksisterer et meget særligt bånd mellem Maiden og det nordiske folk, og vi føler os altid meget hjemme her. Måske Eddie (Cyborg Eddie – bandets maskot, red.) virkeligt har vikinge-blod rullende i årerne.”

Sanger Bruce Dickinson supplerer:
”Hvis dette skal blive den største rockturné i nordisk historie, så må vi virkelig sparke alle stopklodser ud og gøre det til vores bedste nogensinde og slå rekorderne på alle fronter. Dette er i den grad en storslået erklæring for heavy metal-musik. Jeg ville bare ønske, det var i næste uge.”


Som turnétitlen antyder, så vil Iron Maiden næsten udelukkende fokusere på 1980’erne, hvad angår både sætliste og sceneshow, så der er givetvis masser af guf i vente for de mere nostalgisk anlagte fans.

”Somewhere Back In Time World Tour 08” bringer Iron Maiden forbi Godsbanepladsen I Horsens søndag den 27. juli 2008.

ANNONCE