Nyhed

Rock Hard Power Spray-sanger vært på MTV

Mattias Hundebøll i ny rolle som vært på MTV News

De fleste kender ham som Rock Hard Power Sprays fandenivoldske frontfigur, men nu kan musikglade danskere godt begynde at forberede sig på at opleve Mattias Hundebøll i en noget anden rolle. Manden er nemlig blevet ansat af MTV til at varetage programmet MTV News, og han starter såmænd i dag klokken 19 (mandag den 5. november).

Mattias Hundebøll har i en kortere periode studeret journalistik, men jobbet på MTV bliver hans første journalistiske af slagsen. Foreløbig er der dog også kun tale om en ganske kortvarig ansættelse, da sangeren og guitaristen tager til Los Angeles i december for at indspille en ny plade.

”Vi synes, Mattias har en fed stil og brænder rigtig godt igennem på tv. Vi glæder os til hans selskab, og så må vi se, om vi kan finde ud af noget, når han er kommet hjem fra L.A. med sin nye plade”, siger Kenneth Kristensen, Kanalchef på MTV.


Også Mattias Hundebøll selv glæder sig over den nye udfordring:

”Jeg tror, det bliver en sjov oplevelse. Det er noget helt andet end det, jeg normalt går og laver,” siger han således og hentyder til, at han ved siden af karrieren som rockmusiker er medejer af et T-shirt-firma.

ANNONCE