x

Zlatko Buric til kamp mod kedsomheden

Zlatko Buric til kamp mod kedsomheden

Det er et usædvanligt internationalt sammenrend, som skuespilleren Zlatko Buric præsenterer. Den kroatiskfødte Buric, som i Danmark opnåede udødelighed i Pusher-filmene som bagmanden Milo med den berømte sætning ”Franke, du skylder...”, kom oprindeligt fra et avantgardeteater i Zagreb, som hed Kugla, og hvor man blandede teater, udpræget humor og punkmusik. Hans faste samarbejdspartner var her Damir Bartol, kaldet Indianac efter den store indianer i Milos Formans ”Gøgereden”.

Herhjemme har Zlatko Buric i årevis samarbejdet med multimusikeren Henning Frimann i gruppen TIG, samt i konstellationen Global Guaranty Orchestra. TIG udsendte sidste år en lp, som har opnået betydelig kultstatus, med titlen ”Dansk Sommer”, produceret af den gamle Sort Sol- og Bleeder-guitarist, Peter Peter.

Nu præsenterer Zlatko Buric et nyt stykke totalteater i samarbejde med Bartol med titlen ”green, green, green, I love green”, som i sommerens løb har turneret i eks-Jugoslavien og nu opføres to gange i København. Dertil kommer andre konstellationer fra den danske avantgardescene, blandt andre Kirsten Ketcher, Vagn Olsons nye syreorkester Children Of The Revolution, dj’en Bjørn Svin, den italienske videokunstner Elisabetta Saiu og andre.

Zlatko Buric siger i forbindelse med forestillingen og festivalen til GAFFA:
– Forestillingen handler om vores forhold til den utopiske tanke. Mine samarbejdspartnere og jeg har en grøn tanke, og når vi laver den i praksis, kører vi mod muren. På politisk niveau, på kunstnerisk niveau og på et meget intimt, følelsesmæssigt niveau. Der er sket en spændende udvikling i Zagreb med scenen, hvor folk får tilbud om en åben scene uden skelen til kommercielle interesser. Det er fra det miljø, vi henter vores samarbejdspartnere til forestillingen.

Zlatko Buric benytter chancen for at gøre opmærksom på, at den mangeårige sammenslutning af avantgardemusikere i Danmark, Skræp, der tidligere har haft til huse i blandt andet Den Anden Opera, er i fare for at lukke. Han beder derfor om opbakning i en tid, hvor to andre markante scener for eksperimenterende musik og kunst i København er væk, nemlig Ungdomshuset og Turbinehallerne.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA