x

Fra øvelokale til spotlight

Fra øvelokale til spotlight

Vejen fra øvelokalerne til scenernes spotlights og pladekontrakter er tæt belagt med snublesten. Det mener man på Aalborg Bibliotekerne, der derfor i samarbejde med Dansk Musikerforbund arrangerer den stort anlagte musikmesse ”BibRock 2007”, hvor 17 musikorganisationer stiller op for at inspirere og rådgive byens musikere.

”Aalborg har en solid undergrund af rytmiske talenter, og man kan undre sig over, at der ikke er flere af dem, der bryder igennem uden for lokalområdet. Der mangler måske noget i fødekæden; inspiration og viden om alle de praktiske ting, der sætter talentet på skinner. Det vil vi gøre noget ved med ”BibRock 2007”,” fortæller bibliotekar Vita Andersen.

Pladeselskaber, musikforretninger, øvesteder, musikmedier og musikbiblioteket og mere konkret navne som CMC/Copenhagen Records, Skråen og Huset, Organisationen af Rytmiske Amatørmusikere, Nordjysk Musikkonservatorium, AUC’s rytmiske musikuddannelse, Musikalsk Grundkursus og Den Rytmiske Dag- og Aftenskole vil alle være at træffe i forbindelse med messen.

Hertil kommer, at konsulenterne Søren Reiff og Mikael Højris fra Dansk Musikerforbund giver gode råd, lige som tre lokale musikere, der er nået langt med deres musik, vil være til stede. Det drejer sig om Christian Hjelm fra Figurines, sangerinden/sangskriveren Vibeke Falden og electronicakunstneren Tone.

”BibRock 2007” finder sted i Aalborg Bibliotekernes Foredragssal og Lille Sal onsdag den 14. november.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA