Bandet netop hjemvendt fra succesfuld udlandsturné
Lande som England, Egypten, Bulgarien og Rumænien stod for tur, da den danske hiphop-gruppe danske Outlandish forleden var på nyt udlandstogt. Et succesrigt ét af slagsen tilmed.
I weekenden optrådte Outlandish således i Cairo, Egypten, i forbindelse med en koncert, som bandet havde stablet på benene i samarbejde med Den Danske Ambassade. Og skal man tro ambassaden, var der tale om et sandt triumftog.
”Der var et fan-frenzy af uhørte dimensioner efter koncerten. Der er ingen tvivl om, at de er enormt populære i Cairo og i Mellemøsten i det hele taget. Der var gæster fra Sudan og Marokko – ankommet specielt for at se koncerten. Der var cirka 4000 gæster til koncerten. Det har været os en udsøgt fornøjelse at have Outlandish på besøg. Vi håber at kunne invitere en anden gang,” udtaler således Dorte Zaalouk fra Den Danske Ambassade i Cairo.
Et andet af turnéens højdepunkter var showet på Wembley i England, hvor Outlandish optrådte for øjnene af 15.000 mennesker til en støttekoncert for folket i Darfur.