x

Nominerede til Danish Hiphop Awards fundet

Nominerede til Danish Hiphop Awards fundet

Vi har på GAFFA Online tidligere omtalt Danish Hiphop Awards, hiphoppens svar på Danish Music Awards. Uddelingen af priserne finder sted i Store Vega i København d. 5. april, og nu er de nominerede fundet.

Det er Den Gale Pose, der er løbet med flest nomineringer, nemlig 5 stk., efterfulgt af Sund Fornuft og U$0, hver med 4 nomineringer, og Pelding og L.O.C., hver med 3.

Derimod er Clemens, der ellers er en af de tunge drenge på den danske hiphop-scene, overraskende nok kun nomineret i en enkelt kategori og endda en af de nok knap så eftertragtede, nemlig Årets Danske Cover. Til gengæld kan han så trøste sig med at være nomineret i kategorien Årets Danske Rapudgivelse for "Professionel Bla Bla" til førnævnte Danish Music Awards.

I de udenlandske kategorier er navne som Jay-Z, De La Soul, Nas, D-12 og Wu-Tang Clan blandt de nominerede.

Arrangørerne har også offentliggjort de optrædende, som også er at finde blandt de store navne i dansk hiphop, nemlig Den Gale Pose, Clemens, U$0, L.O.C., Sund Fornuft, Funk Flush og Majid samt norske Tungtvann.

Også den ene vært er afsløret, nemlig Simon fra DR2’s satireprogram Banjos Likørstue. Den anden vært er endnu ikke offentliggjort.

Hvem der skal have de enkelte priser, afgøres gennem en online-afstemning på www.danishhiphopawards.dk, hvor du også kan læse mere om arrangementet.

Danish Hiphop Awards' hjemmeside

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA