x

The Raveonettes – Lennon & Rock Nalle

The Raveonettes – Lennon & Rock Nalle

Billeder: Søren Solkær Starbird

Med en tatovering på underarmen forestillende legendariske Jack Kerouac, der skrev beatgenerations bibel "On The Road" er det ikke underligt at Sune Rose Wagner har viet voksenlivet til landevejen. Først med Psyched Up Janis og i de seneste seks år sammen med Sharin Foo i The Raveonettes. Det syntes derfor naturligt at fange duoen på deres endeløse turné til en snak om rastløshed, psykologsamtaler, Depeche Mode og ikke mindst deres nye, fjerde album "Lust, Lust, Lust".

Sune, Sharin og livetrommeslageren Jakob Høyer er i færd med at afslutte deres sæt på Amsterdam-spillestedet Paradiso. De to frontfigurer står – med ryggen mod publikum – foroverbøjede over deres guitarer og fremelsker et herligt støjinferno i den nye "Aly Walk With Me". Publikum står tranceagtige og nikker hovedet i takt til sangens slæbende beat. Selv den lille pige, der står ved siden af scenen med farmand (der selvsagt pulser på en grankoglestor joint) nyder koncerten.

Efter endnu et veloverstået show byder den sortklædte duo med ying og yang-håret og de høje hæle – han i John Lennon-støvler, hun i stiletter – GAFFAs udsendte indenfor i backstagelokalet. Den efterfølgende dag er fridag, så der er åbenbart kun én vej, og det er i hegnet. Grundet de kompromisløse natteudskejelser udsættes interviewet til næste eftermiddag.

Noget støj og noget ditten og datten
Det er en Sune med sort eyeliner-søvn i øjenkrogene, vi møder næste dag til sen morgenmad. Der opnås hurtigt enighed om at flytte interviewet hen et sted, der serverer de livsnødvendige reparationsbajere – der i løbet af de næste par timer synes at forsvinde i voldsomt tempo. Men nu skal vi ikke glemme, hvorfor vi er her, og Sharin indleder ordstrømmen om det nye album;

– Vi havde ingen stor plan omkring albummet, blot at vi skulle lave et nyt.
Sune: – Vi vidste ikke lige præcis, hvilken slags plade vi ville lave. Skulle vi lave et storladent pop-album som "Pretty In Black" igen eller vende tilbage til den mere rå lyd, vi havde før? Vi prøvede en masse forskellige ting af, og så lige pludselig kom der et nummer, faktisk det, der hedder Lust, hvor jeg tænkte: her er der måske et eller andet interessant. Det var både Raveonettes og samtidig noget, der var anderledes. Jeg sendte hurtigt min demo til Sharin, og hun sagde god for den. Så albummet blev ligesom bygget op omkring det nummer.

Så den mere støjende og rå lyd er ikke en modreaktion på "Pretty In Black"s mere polerede udtryk?

Sune: – Nej, det er den overhovedet ikke. Jeg synes i grunden, det er meget anderledes end det, vi før har lavet. Men man kan da sagtens høre, det er os; det er jo vores vokaler og noget støj og noget ditten og datten. Men vi var virkelig igennem mange plader, før vi fandt frem til den her.

Ja, der var noget med, at I har kasseret fire plader?
Sune: – Over 100 numre blev sorteret fra.

Sharin: – Vi havde nærmest et helt elektronisk album og et helt storladent rockalbum.

Sune: – Der var også en Oasis-agtig plade. Vi var hele turen rundt.

Nu skriver Sune alle sangene, men Sharin, har du lige så meget at skulle have sagt, når I indspiller?

Sune: – Der vil jeg så godt lige bryde ind og sige, at når jeg skriver musik, så skriver jeg det jo med Sharin i tankerne. Jeg har ikke lyst til at spille noget, hun ikke kan lide, og jeg ved godt, hvad hun kan lide. Vi snakker selvfølgelig om det, og hvis der er noget, hun ikke kan lide, så bruger vi det ikke.

Går du i hemmelighed og sysler med din egen musik, Sharin?
Sharin: – Nej. Man skal selvfølgelig aldrig sige aldrig, men jeg har ikke en naturlig drivkraft i den retning. Jeg synes, der er så meget forfærdeligt musik i verden i forvejen, og jeg vil nødigt bidrage med mine egne pigesoveværelses-sange. Jeg har et enormt behov for at have et kreativt output, men ikke som sangskriver.

Læs resten af interviewet i GAFFA november, der er på gaden nu

The Raveonettes' hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA