x

Påskens store fest, Club Awards 2017, offentliggør de to sidste navne

Påskens store fest, Club Awards 2017, offentliggør de to sidste navne

Påske er ofte lig med fridage, og på fridage er der altid ekstra tid til at høre musik. I år falder Club Awards 2017 den 16. april, påskesøndag. Dørene bliver slået op for en dansk club-musikfest, hvor to nye navne er tilføjet aftenens program, der nu er helt komplet. Tilføjelserne til det samlede musikalske line-up er Clemens og Hemlig Elsker.

I år fejrer Clemens tyve års jubilæum for sit debutalbum ”Regnskabets Time”. Det gør han med en jubilæumsudgave af debutalbummet, en række nu overståede koncerter og en optræden til Club Awards 2017 – GAFFA bragte et interview i forbindelse med jubilæet, hvor også vores læserne kunne stille spørgsmål – læs de skarpe spørgsmål og de lige så veloplagte svar her.

Det er efterhånden blevet en "ting" at skulle holde sin identitet hemmelig, når man er ny i musikbranchen. Hemlig Elsker er endnu en kunstner i rækken, der forsøger at forblive hemmelig, hvilket han gør med en påsat sort, aflang firkant på sine briller, der fungerer som en slags censurering. Hemlig Elsker debuterede i november med singlen ”Kongestol” og har siden udsendt singlen ”Cocktailkort”, som er dette års sang til det danske realityshow Paradise Hotel.

Clemens single ”Smil Du På” var sidste års introsang til Paradise Hotel og sangen, han optrådte med til Club Awards 2016. Således har de to nye kunstnere på programmet nu en anden ting til fælles. I alt er der 37 navne, som kan opleves live på scenen i Valby Hallen den 16. april, hvor i alt tolv priser skal uddeles. Stemningen er nu i højeste grad sat, og du kan varme op til awardshowet med de to Paradise-sange lige her.

Clemens "Smil Du På":

 

Hemlig Elsker, "Cocktailkort":

 

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA