Vi har mødt den klaverspillende r&b-diva, der 12. november udgiver sit tredje album "As I Am"
På sit nye, tredje album "As I Am" synger Alicia Keys ”I am Superwoman”, og når selv Bob Dylan er fan, må der være noget om snakken. Vi fik en snak om Ægypten, buddyen Bob og om en tidlig pension med den 27-årige r&b-stjerne.
Drejer man 360 grader rundt, ser man flere stiletter end til Copenhagen Fashion Week. Mændene er også ulasteligt klædt i suits, selv når de kører scooter, og i stedet for 7-Eleven står der Dior, Cartier, Chanel og Gucci over butiksdørene. Oui, oui, vi er i byernes by – nej Niarn, ikke Aalborg, men derimod Paris. Det samme er Alicia Keys for at færdiggøre sit tredje album og møde pressen.
Dagen før interviewet er de udsendte medier blevet gennet sammen som kvæg for at høre en smagsprøve på det 91 procent færdige tredjealbum "As I Am". Og på trods af floromvundne floskler fra pladeselskabsrepræsentanterne viser eventen sig senere at blive mindeværdig. For efter gennemlytningen bliver vi ført ned ad en korridor og ind i en tom koncertsal, hvor sangerinden sidder mutters alene og spiller på et stort flygel. Hun takker høfligt for interessen og leverer dernæst soloversioner af en håndfuld af de nye sange, og det er med en intensitet, som var der tusinde af betalende fans i salen.
Som 21-årig pladedebuterede Alicia J. Augello-Cook (det ruller ikke ligefrem lige så let af tungen som kunstnernavnet Alicia Keys) med det Grammy Award-slugende album "Songs In A Minor", der affødte hits som "Fallin’", "How Come You Don’t Call Me" og "A Woman’s Worth". Det unge stjerneskud blev hurtigt sammenlignet med soul- og r&b-musikkens mestre Stevie Wonder, Aretha Franklin, Curtis Mayfield og Marvin Gaye, og for en gangs skyld virkede sammenligninger ikke himmelråbende, for trods den unge alder besad musikken en stor modenhed. Selv forklarede Keys det med, at hun har en gammel sjæl. Det er sikkert også samme gamle sjæl, der har afholdt Keys fra at spankulere halvnøgen rundt på scenen for at få opmærksomhed ligesom tidens andre unge r&b-sangerinder. Og det lille stykke maveskind, hun flashede på debutpladecoveret, tæller næppe som utækkeligt nu til dags.
Det er også en tækkeligt klædt sangerinde, der møder op til interviewet iført sølv-top, læderjakke og postkasserøde bukser og med krøllerne fra dagen før glattet ud. Få meter bag hende følger enhver stjernes favorit-accessory – entouraget, der straks spørger, om deres chef finder hotelværelset for koldt. Det kan aldrig blive varmt nok, griner Keys og tilføjer: Husk på, at jeg er vokset op i Hell’s Kitchen (en del af Manhattan, New York). Klimaanlægget skrues op, og interviewet kan begynde.
(Næsten) alene til Ægypten
Selv om du besidder en gammel sjæl, må du selvsagt have oplevet en personlig udvikling siden dit forrige album ("The Diary Of Alicia Keys" fra 2003, red.)
– Helt sikkert. De seneste par år har været ret svære for mig. Det startede, da min seneste turne stoppede, for efter at have spillet i to års tid var jeg godt udmattet, men jeg gik straks i gang med at indspille min første film ("Smokin' Aces", red.). Noget, som jeg selvfølgelig kun gjorde, fordi jeg elsker at lave film, men jeg havde nok haft bedre af at holde en pause. Da jeg omsider kom hjem, blev en person, der står mig meget nær, alvorligt syg, og følelsen af at se en før så stærk person blive så svækket, var hjerteskærende. Så al min tid blev dedikeret til at hjælpe, for det vigtigste for mig er at kunne være sammen med de folk, der betyder noget for mig.
– Samtidig følte jeg, at jeg var ved at miste mig selv, fordi jeg havde haft så lidt tid bare til mig selv. Jeg kom længere og længere væk fra mine følelser, og det er farligt, når man er sangskriver, i hvert fald hvis man bestræber sig på at skrive ærlige sange. Så jeg indså, at jeg måtte lægge mit liv om, for hvis man slæber rundt på for meget vægt, ender man med at knække sammen.
Hvad gjorde du så rent praktisk?
– Jeg rejste til Ægypten, og det ændrede mit liv. Jeg var nødt til at rejse væk, og min første tanke var Ægypten, så sådan blev det. Det var første gang, jeg var der, og første gang jeg rejste helt alene.
Kan du godt rejse alene uden at blive forstyrret hele tiden?
– Altså, jeg havde nogen med til at sørge for alt det praktiske, men det var uden venner og familie. Jeg fik set pyramiderne, templerne og gravkamrene, ting, som jeg kun har læst om. Og det var fantastisk inspirerende at se, hvad menneskehænder kan skabe med den rette tro på sin egen styrke. De kæmpe pyramider blev ikke bygget af maskiner, men derimod af vilje og drømme. Da jeg stod foran pyramiden, tænkte jeg: ”Holy shit, der er ikke noget, jeg ikke kan skabe.” Hvis man kan forestille sig noget, så kan man også skabe det. Da jeg rejste hjem fra Ægypten, var det med en enorm styrke, og jeg gik straks i gang med at lave dette album.
Læs resten af interviewet i GAFFAs decembernummer, der er på gaden 29. november