Nyhed

MTV-seerne vælger Helle Thorning Schmidt

Også Simon Kvamm ligger lunt i svinget inden det kommende folketingsvalg

Den danske tv-station MTV har talt med 1500 unge i aldersgruppen 15-24 for at få deres holdning til det kommende folketingsvalg.

I ølge en pressemeddelelse fra MTV har 81 procent af de 1500 unge MTV Danmark har talt med tænkt sig at stemme – eller ville stemme, hvis de kunne. Og 17 procent mener, at valget er vigtigt og svarer, at de bruger så meget tid de kan på at følge med.

MTV har også spurgt til, hvad fans fra forskellige bands ville stemme. Og her dukker nogle interessante mønstre op.


Undersøgelsen viser, at Niarns fans fortrinsvis stemmer på Dansk Folkeparti, hvis de da overhovedet har tænkt sig at stemme. Niarns fanskare er nemlig også dem, som er mindst interesseret i valget overhovedet.

Helt anderledes er det med Kashmirs og Tina Dickows tilhængere. Det er nemlig dem, som er mest interesseret i valget, og her går stemmerne overordnet til SF. Ellers er tendensen, at Aquas fans er mest til Venstre, Burhan G-fans stemmer på Naser Khader, og SF kan se frem til et kanonvalg blandt Mew og Kashmir-tilhængere.

Hvis det står til landets unge, bliver landets næste statsminister Helle Thorning Schmidt, som får godt 30 procent af ungdommens stemmer. Socialdemokraternes førstedame er dog skarpt forfulgt af Anders Fogh Rasmussen – og ingen ringere end forsangeren Simon Kvamm fra Nephew, som 10 procent af de 15-24-årige mener bør lægge musikkarrieren på hylden og erobre Christiansborg.


Simon Kvamm slår dermed både Pia Kjærsgaard, som får små 5 procent af de unges stemmer, og Bendt Bendtsen som må nøjes 1,7 procent. Eneste kandidat, som får færre stemmer end de konservatives formand, er Mikael Simpson.

ANNONCE