Nyhed

Lise Westzynthius overvejede at droppe musikken

Sangerinden mistede stemmen og kom i tvivl om, hvorvidt hun skulle fortsætte

Billede: Timme Hovind

Lise Westzynthius er tilbage med sit nye og ganske roste tredje album, ”Siberian Mission”. Albummet er udkommet efter en længere pause, der blandt andet har været brugt til barselsorlov og medvirken på plader med Casper David og gemalen Peter Sommer. Men undervejs i processen var Westzynthius faktisk på vej helt væk fra musikken, afslører hun i et langt interview med GAFFA.dk. Her fortæller hun blandt andet følgende:

– Min stemme forsvandt og var væk i flere år, og det gjorde, at jeg måtte spørge mig selv, hvorfor jeg egentlig gjorde det (lavede musik, red.), og OM jeg overhovedet skulle gøre det. Det er første gang, jeg har været så grundlæggende i tvivl. Tvivlen er som regel en god følgesvend, når man laver noget kreativt – men hvis den tager over, kan den blive fuldstændig lammende. Jeg kan ikke forklare, hvordan det blev til en plade alligevel, men det skete vist, da jeg gav op og holdt op med at tænke.


I interviewet fortæller Westzynthius også, at hun elsker klude-tæppe-agtige plader, at hun regner med at lave et album på dansk på et tidspunkt, at hun betragter alle sine sange som hits, og at hun tager på turné til februar. Hun fortæller også, at hun synes, at man burde kunne trække knuste kærlighedsforhold fra i skat. Og at hun overvejer at blive postbud.

Læs hele interviewet


Lise Westzynthius' hjemmeside

ANNONCE