Nyhed

Hatesphere har fundet en ny frontmand

Det bliver københavnske Jonathan Albrechtsen, der fremover skal stå i front for Hatesphere

Det var lidt af et chok, da Jakob Bredahl mindre end fem måneder efter udgivelsen af "Serpent Smiles And Killer Eyes" i september måned valgte at forlade det band, han selv var med til at starte i 2000.

Ikke overraskende har der været rift om pladsen som ny frontfigur i gruppen, der også mistede guitaristen Henrik "Heinz" Jacobsen tidligere på året.

Men efter at have øvet med en lang række sangere kan gruppen nu meddele, at de har fundet en ny frontfigur, der skal stå klar på scenen med resten af bandet allerede i denne weekend.


Det drejer sig om kun 19-årige københavnske Jonathan Albrechtsen, der tidligere har og vil blive ved med at slå sine folder i grupperne Scarred By Beauty og Mudslide. Den nye frontmand får sin debut med bandet 16. november på Forbrændingen i Albertslund.

Han vil desuden være klar dagen efter, hvor gruppen skal optræde til Danish Metal Awards 2007, hvor Hatesphere er nomineret i hele fem kategorier.


ANNONCE