Nyhed

NorthSide melder udsolgt

Alle billetter er udsolgt tidligere end nogensinde før

Der er nu udsolgt af alle billettyper til NorthSide 2017 hele syv uger inden festivalens start. Det er første gang i festivalens historie, at man kan melde udsolgt så tidligt, og samtidig bliver dette års udgave den største i NorthSides historie med 40.000 gæster hver dag.

I en tid, hvor der hele tiden dukker nye festivaler op, er folkene bag NorthSide begejstrede for interessen for festivalen.

– Vi er meget stolte over, at så mange vælger at bruge deres weekend sammen med os på NorthSide. Vi har bevidst skruet op i år både i forhold til musikbudgettet, der har givet os mulighed for at hyre store navne som Radiohead og Frank Ocean, og i forhold til det øvrige indhold, der får et ekstra løft blandt andet med introduktionen af et nyt område på pladsen. Så derfor er det fantastisk, at denne satsning er blevet modtaget så positivt, og at så mange glæder sig lige så meget til NorthSide, som vi gør, siger talsmand for NorthSide, John Fogde.


Festivalen bliver med egne ord den første i Danmark med et 100 procent økologisk menukort. Desuden rummer den et program i de nærliggende kolonihaver, der kommer til at byde på alt fra yoga og foredrag til vinsmagninger og fem-retters menuer serveret af AROS Food Hall.

NorthSide 2017 afvikles i Ådalen ved Aarhus i dagene 9.-11. juni.

ANNONCE