Det forlyder at gruppen er interesserede i at lave en film om karakteren Bulby
På coveret til det seneste album med Queens Of The Stone Age kan man se to karakterer, der er kendt som Bulby og Patchy.
Begge er tegneseriefigurer, der begge er elpærer, og de dukker begge op i bandets musikvideoer og i promoveringen af albummet "Era Vulgaris".
Men det er åbenbart ikke nok for QOTSA, der nu ifølge websiden Gigwise er i gang med at forberede en regulær tegnefilm om Bulby og hans makker.
Bandet skulle eftersigende have diskuteret filmidéen med Liam Lynch, der ud over at være kendt for sangen "United States of Whatever" også har instrueret filmen "Tenacious D In The Pick Of Destiny".
Josh Homme og de andre skulle desuden have haft møder med et stort Hollywood-filmselskab, og projektet sammenlignes med SpongeBob SquarePants eller Ren And Stimpy.
Det lyder umiddelbart som en usædvanlig tynd idé at bygge en film op omkring en smadret elpære, der ryger smøger. Men det samme sagde folk, da James Cameron ville lave en film om et skib, der ramte et isbjerg, og det gik jo fint nok.