Nyhed

253 komponister får støtte til at skabe ny musik – store legater til Oh Land og Kellermensch-forsanger

GAFFA – alt om musik

Statens Kunstfond har netop uddelt legater til 253 komponister. Heriblandt var der særlig store legater til komponisterne Kathrine Windfeld, Sebastian Wolff (sanger og sangskriver i Kellermensch), Nanna Øland Fabricius (Oh Land), Christian Winther Christensen og Søs Gunver Ryberg. De modtager alle et arbejdslegat på 250.000 kroner, som skal give dem mulighed for at fokusere fuldt ud på deres musik.

Formand for Statens Kunstfonds Legatudvalg for Musik Kristina Holgersen siger:

"Der har i år været en rekordstor interesse for Statens Kunstfonds arbejdslegater fra komponister, sangskrivere og lydkunstnere. Det vidner om en kæmpe lyst til at udvikle og komponere ny musik, og det er absolut positivt.”


I år havde i alt 885 komponister, sangskrivere og lydkunstnere søgt om et legat, hvor der året før var 671 ansøgere.

Kristina Holgersen siger videre:
”I udvalget kan vi se, hvordan musikken bevæger sig fra år til år. Musikalsk kvalitet er en flydende størrelse, som aldrig står stille. I udvalget ser vi det som et stort privilegium at have mulighed for at lytte til og læse os igennem de mange ansøgeres musik. På den måde bliver vi alle klogere på den store diversitet, arbejdsmetoderne og udtrykkene.”

Legatudvalget siger følgende om modtagerne af de store legater:

Kathrine Windfeld
"Kathrine Windfeld har med stormskridt indtaget den danske jazzscene med sine enestående kompositoriske og arrangementsmæssige evner primært i den moderne bigband-genre. Hendes talent er kombineret med en fantastisk musikalsk gejst og ungdommeligt gåpåmod."

Sebastian Wolff (Kellermensch, billedet)
"Sebastian Wolff fornyer dansk rockmusik med sin sangskrivning i bandet Kellermensch. Med en kombination af knusende melankoli og tung råstyrke i både komposition og tekst føres vi som lyttere ind i et unikt univers med internationalt format."

Nanna Øland Fabricius (Oh Land)
"Nanna Øland Fabricius sprudler af musikalsk iværksætteri og har gennem et årti markeret sig stadigt stærkere som formgiver af en helt egen lyd med det sanselige i første position. Musikken er generøs i kort såvel som lang form, og man stiller sig på tæer, hver gang man kigger ind ad vinduet til Oh Lands verden."

Christian Winther Christensen
"40-årige Christian Winther Christensen fortsætter den rivende udvikling, han er midt i, og de kommende år byder på spektakulære uropførelser af hans musik på nogle af de mest prestigefyldte internationale musikfestivaler."

Søs Gunver Ryberg
"Søs Gunver Ryberg kredser om “transformation og essens af eksistens”, når hun skaber sine originale, delikate og smukke, prisvindende kompositioner til blandt andet computerspil og teater. Hun har markeret sig stærkt på den internationale scene for samtidskunst, lydkunst og elektronisk musik med et omfattende og anerkendt koncertvirke."

Udvalget har behandlet i alt 885 ansøgninger og har valgt at imødekomme 253 ansøgninger svarende til 28 procent af de indkomne ansøgninger. Arbejdslegaterne ligger på mellem 35.000 og 250.000 kroner.

I alt er der blevet uddelt 11.750.000 kroner.


Statens Kunstfonds Legatudvalg for Musik består af komponist og sangskriver Kristina Holgersen (formand), komponist Line Tjørnhøj, komponist Mike Sheridan, komponist Anders Brødsgaard og jazzpianist Mads Bærentzen.

Udvalget uddeler arbejdslegater og støtter desuden komponistaftaler af kortere eller længere varighed, hvor udvalget yder tilskud til komponistens honorar.

Se alle tildelinger af arbejdslegater her

Statens Kunstfonds Legatudvalg for Musik er i øvrigt ikke alene om at være begejstrede for Kellermensch. Da gruppen spillede på Spot Festival denne weekend, uddelte GAFFAs anmelder Rasmus Espersen de maksimale seks stjerner og skrev blandt andet:


"Kellermensch er tilbage. Efter aftenens koncert på Spot Festival har de efterladt publikum sultne, men kræsne. En så intens, kaotisk og smuk magtdemonstration som den i aften bliver svær at overgå, endsige gentage." Læs hele anmeldelsen her.

 

ANNONCE