Nyhed

Seksstjernede Kellermensch giver koncert i DR Koncerthuset

De hårdtrockende gutter fra Esbjerg spiller i koncertsalen til næste forår.

Det sofistikerede hardrock-band Kellermensch spiller i Koncertsalen i DR Koncertsalen den 3. marts 2018. Et band, der, som bandnavnet antyder, startede i landets undergrund med det selvbetitlede debutalbum i 2009 og siden har arbejdet sig frem på den danske og til dels internationale musikscene. Nu er drengene fra havnebyen Esbjerg aktuelle med deres andet studiealbum ”Goliath”, som i øvrigt har høstet flotte anmeldelser, og er klar til at træde op på en af landets allerfineste scener.

Kellermensch optrådte så sent som i lørdags i Musikhuset Århus til Spot Festival. Her imponerede de GAFFAs anmelder Rasmus Espersen, der havde følgende at sige om koncerten: “Kellermensch er tilbage. Efter aftenens koncert på Spot Festival har de efterladt publikum sultne, men kræsne. En så intens, kaotisk og smuk magtdemonstration som den i aften bliver svær at overgå, endsige gentage.” Espersen gav bandet fuldt hus – seks stjerner – for oplevelsen.

Kan du ikke vente helt til næste år, drager Kellermensch på turné til diverse spillesteder rundt i landet. Indtil da kan du nyde denne video med numrene ”Bad Sign” og ”Mediocre Man”, der indeholder live-optagelser fra bandets optræden til åbningen af GAFFA-Prisen tidligere i år.

ANNONCE