Nyhed

Han bliver stor i 2017: Se Aksglæde danse uhæmmet i videoen til "Næste sommer"

Jacob Aksglæde tager revanche næste sommer i bittersød, dansabel popsang

Aksglæde alias sanger og sangskriver Jacob Aksglæde har netop offentliggjort videoen til sin nye single, "Næste sommer", en dansabel, men bittersød sang med konklusionen: "Jeg tager revanche til næste sommer". Sangen er forløber for Aksglædes kommende anden ep. Se videoen, hvor Aksglæde danser ganske uhæmmet, ovenfor.

Aksglæde var tidligere et band, men er nu en solist. GAFFA talte tidligere på foråret med Jacob Aksglæde, der blandt andet sagde følgende:

– Min mission er, at jeg vil have indierockens lyriske dybde taget ind i et popunivers. Så jeg prøver faktisk at blande mine poppede melodier med nogle tekster, der har lidt mere kant. Det er nok det, der kendetegner mit projekt bedst. Sådan nogle legender som David Bowie eller C.V. har gjort meget af det, som jeg stræber efter, hvor de laver store hits, der samtidig har en vanvittig dybde, både musikalsk og i teksterne. Men det betyder ikke, at jeg skal lyde som C.V., for der er kun én C.V. Men jeg er meget fascineret af deres måde at lave kunst på. Så i min optik er jeg egentlig lige så meget kunstner, som jeg er popmusiker – jeg laver bare kunst, som passer inden for de kommercielle radio-rammer. Der er ikke noget, der interesserer mig mindre end at være en nichekunstner.


Læs hele interviewet her.

GAFFAs anmelder Jens Dræby var godt tilfreds med Aksglædes selvbetitlede debut-ep fra 2016. Han tildelte den fire stjerner og skrev blandt andet følgende:

"Er det Rasmus Nøhr, der har kapret lidt sangskrivning fra Marie Key og et blæserliderligt funk-band? Nej, det er Aksglæde med debut-ep'en Aksglæde, og hvis du har været forbi P6 Beat, så kender du også den fænomale førstesingle Fantomfølelser. I feltet mellem forsanger Jacob Aksglædes skæve vokal og den overlegne samt fyldige produktion er der destilleret sommer til øregangene." Læs hele anmeldelsen her.


Ved indgangen til 2017 havde GAFFA Aksglæde med i artiklen "De bliver store i 2017" med 12 danske bands og solister, vi spår et gennembrud i 2017. Læs artiklen og vores argumenter for, hvorfor du skal elske Aksglæde, lige her.

 

ANNONCE