Se ny video med Jærv, der netop har spillet på Spot – og kan opleves i København i dag

Se ny video med Jærv, der netop har spillet på Spot – og kan opleves i København i dag

Den danske elektropopduo Jærv har netop offentliggjort videoen til sangen "Stille hjerte". Se videoen nedenfor.
 
Jærv har det sidste års tid været udgjort af sanger og sangskriver Amanda Glindvad og producer Mathias Pedersen Smidt (sidstnævnte er også trommeslager i I'll Be Damned). Gruppen har netop spillet på Spot Festival og kan opleves torsdag den 11. maj i Byhaven ved Pumpehuset allerede klokken 16.

Amanda Glindvad (i øvrigt søster til Chinah-sangerinde Fine Glindvad, red.) og Mathias Pedersen Smidt går efter at sætte et nyt aftryk i den dansksprogede poptradition med inspiration fra new wave og elektronika.

“Stille Hjerte er en af de mest in-your-face sange, Amanda og jeg har skrevet. Grundideen kom hurtigt til os, og det har været vildt fedt at udforske legesygen, der udgør essensen i nummeret,“ fortæller Mathias Pedersen Smidt om singlen. 

Jærv er historien om to ekskærester, der begyndte at skrive musik sammen og derigennem knyttede et nyt bånd. Gruppens tekstunivers tager for det meste udgangspunkt i personlige historier og stemninger.
 
“Stille Hjerte er skrevet ud fra en længsel efter at slippe for hverdagens overflod af larm, misforståelser og tvivl for at finde ro og stilhed. Ironisk nok er teksten sat til det mest aggressive musik, Mathias og jeg hidtil har bedrevet, hvilket udgør en kontrast, vi er ret vilde med,” siger Amanda om den nye single.

"Stille Hjerte" er co-produceret og mikset af Carsten Heller, der tidligere har arbejdet med Nephew, Spleen United, The Minds of 99 med flere.
 

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA