x

Megadeth får selskab af Volbeat

Megadeth får selskab af Volbeat

Som vi kunne afsløre i går, gæster de amerikanske metalveteraner Megadeth KB Hallen i København 8. Februar. I går forelå der ikke detaljer om, hvornår billetsalget begynder, men det gør der nu: Nemlig mandag den 26. november på Billetlugen og i landets Fona-butikker.

Det er samtidig offentliggjort, at koncerten bliver det, der på godt dansk hedder “en dobbelt headliner”, altså med to hovednavne, hvor det andet bliver danske Volbeat. Desuden får de to grupper selskab af et tredje, mindre band, der så får æren af at være det, der med et andet godt dansk ord hedder support. Hvem det bliver, er dog endnu uvist.

Volbeat har fået et massivt gennembrud herhjemme i år med deres andet album, “Rock The Rebel / Metal The Devil”, der som noget helt usædvanligt for et dansk metalalbum bade har toppet albumhitlisten og har fået platin for 30.000 solgte eksemplarer. Albummet modtog desuden i lørdags prisen for årets danske metalalbum ved Danish Metal Awards, der blev afholdt i Amager Bio. Og i 2007 har Volbeat giver over 40 udsolgte koncerter i ind- og udland samt spillet på Roskilde Festival, Danmarks Smukkeste Festival, flere udenlandske festivaler og varmet op for Metallica i Århus.

Megadeths hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA