Nyhed

Badevenlig festival i Albertslund løfter sløret for nye navne

Blandt andre Jens Lekman melder sin ankomst

Badesøen er navnet på en ny én-dagsfestival i Albertslund. Du kan opleve en lang række musikere optræde til impromtu konceptet, som foregår omkring friluftsbadet Badesøen i Albertslund, cirka 25 minutter vest for København. Det sker 29. juli.

Skammens Vogn åbner ballet til første skemalagte koncert kl. 14:30, og efterfølges af King Ayisoba (Ghana) Dungen (Sverige), Peter Broderick sing Arthur Russell (US, tidligere medlem af Efterklang). The Savage Rose påbegynder aftenens sidste koncert kl. 20:30.

Foruden de skemalagte koncerter kan du opleve 9 artister, som hver især giver 3 akustiske sæt, fordelt med løs hånd hen over dagen. Hvert sæt varer max 10 minutter, og det er umuligt at få de nærmere tidspunkter udleveret på forhånd. Er du i nærheden, kan du blandt andre opleve Jens Lekman (Sverige), Nikolaj Zeuthen (Skammens Vogn) som læser højt fra tegneserier, foruden Vindelev&leFevre synge improviseret klassisk, samt Badesøens Saxofonoptog, som har til sinde at servere ABBA klassikere i halvt tempo.


Programmet ledsages af en række pladevendere i The Lake Radio, bl.a. Goodiepal & Pals, Dirty Nun Tekno Crew og The Bridge Radio. Sidstnævnte er et radiokollektiv, skabt af folk uden statsborgerskab. Thomas Knak, kendt under navnet Opiate, kigger også forbi med sin omfattende pladesamling, og der lægges op til at man lægger sig ned - eventuelt i selskab med et badedyr.

Jens Lekman har foruden et hav af ep'er udgivet fire fuldlængde album. What's That Perfume You Wear? er første single fra Lekmans seneste album, som udkom i februar, og modtog 4 stjerner i GAFFA.

 

ANNONCE