Nyhed

Janet Jackson på vej med nyt

Sangerindens tiende album udsendes til februar

Mens mændene i Jackson-familien lige nu er ved at finde ud af, om de skal tage på turné til næste år som The Jacksons, fokuserer familiens mest succesfulde kvindelige medlem på sit tiende studiealbum.

Janet Jackson er lige nu i studiet med produceren Antonio "L.A." Reid for at indspille materiale til et album, der ifølge Billboard vil blive udsendt til februar.

Detaljerne omkring den kommende udgivelse er endnu ikke kommet frem. Men det skulle dog være sikkert, at sangskriverne Jimmy Jam og Terry Lewis, der har stået bag en del Janet-hits, ikke medvirker på det nye album.


I stedet er det navne som Rodney Jerkins og Terius 'The-Dream' Nash (der var med til at skrive Rihannas "Umbrella"), der vil blive krediteret som sangskrivere, og så skulle der desuden være blevet indspillet et samarbejde med Maroon 5.

Det forventes for øvrigt ikke, at Janets kæreste Jermaine Dupri vil være involveret i projektet. Han er nemlig i gang med at producere den kommende Mariah Carey-plade.

ANNONCE