x

Kommentar: Dissing uden Povl på Komos Festival ligner falsk reklame

Kommentar: Dissing uden Povl på Komos Festival ligner falsk reklame

Den nye Komos Festival starter ikke alt for lovende.

Op som første band på den store scene træder nemlig trioen Dissing & Las, mens Povl Dissing som ventet ikke er blevet klar. Det er helt okay, hvis ikke man allerede vidste, at det ville blive sådan. Og at annonceringen med den gamle mesters helt sikkert med spænding imødesete comeback var noget, der til forveksling ligner falsk reklame.

Løsningen med at en af sønnerne bar en Povl Dissing-T-shirt, og at Povl Dissing på den måde var med i ånden var altså ikke godt nok, når der op til koncertstart var blevet reklameret med, at legenden ville få, hvad der mildt sagt må betegnes som et længe ventet comeback ovenpå det tragiske fald i Spanien. Hvad bliver det næste? At jeg annoncerer, at Bob Dylan spiller på Enghave Plads med mit band, og jeg så stiller op med gutterne med en T-shirt med hans billede, hvor efter Bob så er med 'i ånden'?

Bortset fra den unøjagtige annoncering, må man også forudse et rod, når det gælder de fremtidige koncerter, selv om der i skrivende stund er tre måneder til næste job, hvor Povl Dissing er annonceret. Det er på Jazzværket i Brabrand den 15. september. Her må vi håbe, at den næsten 80-årige sanger er kommet sig så meget efter ulykken i Andalusien, at han igen kan stå på en scene.

Nu skal jeg ikke råde nogen. Men når man nu har arvefølgen klar i form af den glimrende og anmelderroste trio, Dissing & Las, gør man vel alle involverede – samt publikum – en bjørnetjeneste ved at vedblive med at annoncere, at Povl Dissing skam "er helt vild for at optræde" som festivalens arrangør Pernille Møller Pedersen blev citeret for at sige i Ekstra Bladet i går. Efter at GAFFA havde været ude med samme nyhed.

Mens BT's Kenan Seeberg for blot fire timer siden i en artikel citerer Benny Andersen for at sige, at Povl Dissing tragisk er blevet døv på begge ører som følge af ulykken.

Ingen af disse oplysninger fik den nye festival til at rette på annonceringen, og det er altså under al kritik. Nu venter vi spændt?

Mon 80-årige Kris Kristofferson er med i bandet i aften? Eller blot "i ånden"?

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA