Nyhed

Blaue Blume er på vej med ep og tager på turné – se ny video

x

Efter knap et år i studiet, hvor Blaue Blume har skrevet nyt materiale, er den ambitiøse og meget roste art-popkvartet med den særegne vokalist Jonas Smith i front nu klar med en tour rundt i Danmark med en kort afstikker til Tyskland. Turnéen bliver i forbindelse med en ep-udgivelse, hvor forløberen ”Macabre” allerede er ude.

Blaue Blume debuterede i 2014 med ep'en "Beau & Lorette" og havde stor succes med 2015-debutalbummet ”Syzygy”, der blandt andet fik seks stjerner i GAFFA, fik nomineringer i flere awardshows, bragte bandet på tour i Skandinavien, Tyskland, Holland, Belgien og Schweiz og sendte dem til adskillige udsolgte koncerter og nogle af de vigtigste festivaler i Europa, blandt andet EuroSonic, By:Larm, Roskilde Festival og Pukkelpop.

Blaue Blume er også blevet rost for deres intense koncerter, hvor GAFFA gav dem fem stjerner på Roskilde Festival 2016 under overskriften "Blomsten af dansk rock – med blåt blod i årerne". Læs anmeldelsen her.


Gruppen udtaler:

”Vi har altid forsøgt at gøre vores koncerter til en helhedsoplevelse – et rum i mere end den fysiske forstand, om man vil, vi går ind i sammen med publikum. Vi har altid fundet det interessant, om vi kunne skabe dette på så overbevisende vis, at publikum fik lyst til at deltage tillidsfuldt og fordomsfrit. Når dette lykkes, føler vi virkelig, at vi skaber noget helt specielt – sammen med publikum. Vi ønsker, at en sådan stemning skal skabe den platform, hvorfra vi kan præsentere nyt som gammelt materiale side om side i en naturlig bevægelse, for vi glæder os meget til at komme ud og spille nye sange – både fra den kommende ep, men også endnu uudgivet materiale. Kreativt sker der nogle interessante ting for os lige nu, og vi er spændte på at vise de nye lyde frem. Vi føler, vi bevæger os musikalsk hele tiden, og vi vil gerne give publikum et indblik i denne proces. Det giver samtidig mulighed for, at vi som band kan mærke friskheden ved numrene sammen med publikum, hvilket kan give en særlig energi.”

Turnéen ser ud som følger:

16. nov Posten, Odense
17. nov Bygningen, Vejle
18. nov Studenterhuset, Aalborg
23. nov Sønderborghus, Sønderborg
24. nov Prinzenbar, Hamborg
25. nov Berghain Kantine, Berlin
1. dec Godset, Kolding
2. dec Fermaten, Herning
8. dec Musikhuzet, Bornholm
9. dec Gimle, Roskilde


Se tekstvideoen til "Macabre", hvor gruppen som noget nyt synger delvis på dansk:

ANNONCE