Nyhed

Rapport: Markedet for live-musik er faldende i Danmark

x

Det er sommer, og dette betyder for mange, at det er højsæson for at gæste diverse festivaler i Danmark. Vi danskere er glade for festivaler, faktisk så glade, at populære festivaler som Roskilde Festival, med 47 år i bagagen, meldte udsolgt med over 130.000 besøgende. Men på trods af den stigende interesse for festivaler har markedet for live-musik i Danmark oplevet et lille fald det seneste år, hvilket forventes at fortsætte de kommende år.

Nye tal fra en analyse foretaget af PwC’s analyse Global entertainment & media outlook 2017-2021 viser, at den samlede danske musikbranche er i fremgang og forventer en gennemsnitlig stigning på 1,6% årligt frem til 2021, hvilket både indebærer live-musik og indspillet (både fysisk og digitalt). I 2016 lå omsætningen for hele musikbranchen på 2,6 mia. kroner, mens den forventes at ligge på 2,8 mia. kroner i 2021. Dog trækker live-musikken gennemsnittet ned med en årlig tilbagegang i væksten på 0,7% årligt.

Partner og medieekspert i PwC Leif Ulrik Jensen peger på forskellige faktorer, der er med til at nedsætte fremdriften af live-musik de kommende år, blandt andet den begrænsede produktion:

Generelt forventer vi en stort set flad udvikling i livemusik-omsætningen i de kommende år, nok svagt faldende. På globalt plan og i vores nabolande opleves til gengæld en stigende omsætningsvækst både inden for live-musik og indspillet musik, mens den fysiske indspillede musik i form af blandt andet cd’er er i frit fald – ikke mindst i Danmark,”. Han henviser til at salget af fysisk indspillet musik vil falde med ca. 30% i gennemsnit om året frem mod 2021.


Ifølge analysen omsatte live-musik i 2016 billetter for 1,7 mia. kr., men forventes at omsætte for 1,6 mia. kr. i 2021, hvilket er et gennemsnitligt årligt fald på 0,7% de næste fem år. Danmarks stigende interesse for festivaler har betydet, at flere nye festivaler er kommet til. Både nyere festivaler som Musik i Lejet meldte ligesom Roskilde Festival udsolgt i år, hvilket Leif Ulbæk Jensen peger på skyldes, at festivaler i Danmark er gode til at booke attraktive kunstnere, der tiltrækker en bred vifte af publikum:

”De to festivaler og mange andre af de danske festivaler, såsom Northside og Grøn Koncert, formår at finde attraktive kunstnere, som tiltrækker et talstærkt publikum. Danskerne har altså en fortsat lyst til live-musik. Festivalerne kan dog ikke holde hånden under det samlede marked for live-musik, der ifølge vores prognose vil opleve en faldende tendens”.

Noget andet er streamingtjenester, der de seneste år har haft enorm fremgang. Ifølge PwC’s analyse forventes den årlige vækst at være 10,4%, og omsætningen vil stige fra ca. 530 mio. kr. i 2016 til ca. 870 mio. kr. i 2021.


Sammenlignet med vores nabolande er danskerne i langt højere grad glade for streamingtjenester end i Sverige og Norge. Her forventes en gennemsnitlig årlig stigning på henholdsvis 5,6% og 5,7% frem mod 2021. Streamning af musik er blevet så populært, at væksten toppede i 2013 med 66%. Siden har væksten ikke været i lige så hurtig fremgang, men omsætningen er stadig høj, og Leif Ulrik Jensen udtaler, at der forventes en stigning på 20% i gennemsnit om året, og streaming vil forblive danskernes fortrukne kilde til musik: ”Især streaming-tjenesterne Spotify, Wimp og TDC Play er populære. Til gengæld vil danskerne downloade mindre musik i fremtiden”.

PwC’s 18. årlige udgave af Global entertainment and media outlook 2017-2021 indeholder en omfattende global internet-analyse af forbruger- og reklameudgifter. På grundlag af femårige historiske data og femårsprognoser og kommentarer fra mere end 13 branchesegmenter i 54 lande, som er sammenlignelige fra år til år, vil Outlook gøre det lettere at sammenligne forbruger- og reklameudgifter i de forskellige segmenter og lande.

 


ANNONCE