Nyhed

Topnavne til dronningehyldest

Elton John, Paul McCartney og Queen (!) fejrer dronning Elizabeth

Programmet for hyldestkoncerten i forbindelse med den engelske dronning Elizabeths 50-års jubilæum som regent er ved at tage form. Og det bliver veritable topnavne, der hylder monarken.

Elton John (billedet), Paul McCartney - der begge er adlet af dronningen - Eric Clapton, den tidligere Beach Boys-hovedmand Brian Wilson, Phil Collins, Aretha Franklin, S Club 7 og Tom Jones er blandt de optrædende. Og meget passende optræder også Queen - dog uden Freddie Mercury, må man stærkt formode.


Programmet er sammensat under ledelse af den gamle Beatles-producer Sir George Martin, og foruden de nævnte navne går der også rygter om, at Dido, Stevie Wonder og Bryan Adams skal optræde. Som vi tidligere har nævnt på GAFFA Online, blev også Robbie Williams spurgt, men han afviste, da han vil holde koncertpause det næste halve år - og det kan en dronning altså ikke lave om på.


Koncerten bliver gratis - de 24.000 billetter skal dog reserveres på forhånd - og finder sted foran Buckingham Palace d. 3. juni.


ANNONCE