GAFFA.dk – alt om musik
Ingen over, ingen ved siden af – og egentlig heller ikke nogen i den umiddelbare nærhed. Sådan er der mange fans, der har det med britiske Pink Floyd, hvis debutalbum The Piper at the Gates of Dawn udkom for nøjagtig 50 år siden i dag.
Trods et til tider stærkt eksperimenterende klangunivers præget af ekspansive lydlandskaber står Pink Floyd i dag som en af rockmusikkens absolutte mastodonter. Efter den psykedeliske start med den i tiltagende grad vanvittige frontfigur Syd Barrett foldede bandet sig for alvor ud op gennem halvfjerdserne, i et både frugtbart og problematisk samspil mellem hovedpersonerne David Gilmour og Roger Waters.
Og frem til svanesangen med The Final Cut i ’82, berigede bandet verden med pragtværker som Meddle (1971), Dark Side of the Moon (1973), Wish You Were Here (1975) og The Wall (1979). I skrivende stund er Roger Waters på stor soloturné i USA, Barrett drog til de evige øvelokaler i 2006, og gruppens øvrige overlevende medlemmer – Nick Mason og David Gilmour – er optaget af andre projekter.
Men fejres skal jubilæet ikke desto mindre – så GAFFA tog fat i en af Danmarks mest prominente Floyd-fans. Til en snak om bandet, dets format – og hvor det er fornuftigt at starte, hvis man ønsker at dykke ned i Pink Floyds univers for første gang.
LSD og lydlandskaber
Da en ung Tim Christensen i brød igennem til national berømmelse med sit orkester Dizzy Mizz Lizzy i første halvdel af 1990’erne, var han allerede godt bekendt med det legendariske London-band. – Jeg hoppede på Pink Floyd-toget i en meget tidlig alder. Jeg husker ikke helt hvordan, men de har været med mig, så længe jeg kan huske, fortæller Tim og fortsætter:
– For mig er det ikke kun de smukke lydlandskaber, som måske er bandets største claim to fame, men mere sangene. De meget melodiske og til tider meget simple sange. Især fra David Gilmour. Sange som Fat Old Sun fra Atom Heart Mother, A Pillow Of Winds fra Meddle og både Cymbaline og The Nile Song fra More-soundtracket.
Men inden David Gilmour kunne træde frem på scenen som en af nøglefigurerne i Pink Floyd, var gruppen som sagt en anderledes og fremmed, psykedelisk fugl i de britiske forstadshaver i 1960’ernes sidste år. Centreret omkring sangskriver, guitarist og sanger Syd Barrett, som forsvandt ud i LSD-induceret galskab allerede cirka ’67 – og siden gav stof til ikke mindst klassikeren Wish You Were Here og dele af historien i The Wall.
– Når alt kommer til alt, så er det Syd Barrett, der er min favorit, siger Christensen – hvis inspiration fra The Beatles er velkendt, mens hans livslange kærlighed til Pink Floyd muligvis er det i knap så høj grad. Han kalder Barrett ”en helt anden type sangskriver end både Gilmour og Waters. Og så alligevel med en masse fællesnævnere. Supermelodisk og superskør på samme tid. Originalt og så alligevel med tydelige links til The Beatles.”
Læs en meget længere version af artiklen med Tim Christensens guide til Pink Floyd for begyndere i GAFFA august, der er på gaden onsdag den 10. august.
