x

Sort Sol og Love Shop - ekstrakoncert og nye navne

Sort Sol og Love Shop - ekstrakoncert og nye navne

Dobbeltkoncerten med Sort Sol og Love Shop d. 12. april i Store Vega i København er udsolgt, og pga. den store efterspørgsel har arrangøren besluttet at lave endnu en koncert. Det bliver dagen efter, altså d. 13. april, stadig i Store Vega.

I Århus spiller Sort Sol og Love Shop i Scandinavian Congress Center d. 5. april, og her er der blevet føjet yderligere to navne til programmet - nemlig Jupiter Day og Carpark North. Dermed bliver koncerten i Århus en værdig jysk pendant til den store rockkoncert i Forum i København d. 23. marts med D-A-D, Allan Vegenfeldt, Saybia og Jupiter Day.

Sort Sol og Love Shop spiller også sammen i Studenterhuset i Aalborg d. 4. april og i Magasinet i Odense d. 6. april.

Både Sort Sol og Love Shop er i øvrigt hver nomineret til fem Danish Music Awards ved uddelingen, der finder sted på lørdag d. 2. marts i Forum i København.

Sort Sol er nomineret i kategorierne Årets Danske Album ("Snakecharmer"), Årets Danske Gruppe, Årets Danske Hit/Orange Prisen ("Rhinestone"), Årets Danske Rock Udgivelse og Årets Danske Sanger (Steen Jørgensen).

Love Shop er nomineret i kategorierne Årets Danske Album ("Anti"), Årets Danske Gruppe, Årets Danske Rock Udgivelse, Årets Danske Sanger (Jens Unmack) og Årets Danske Sangskriver (Jens Unmack/Hilmer Hassig).


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA