Nyhed

50 Cent optræder i Kosovo

Rapperen optrådte i den uroplagede serbiske provins mandag

Både Angelina Jolie, Nicole Kidman og og Mariah Carey har besøgt Kosovo som repræsentanter for humanitære organisationer eller for at underholde NATO-styrker.

Mandag optrådte rapperen 50 Cent imidlertid for 25.000 mennesker på et fodboldstadion i hovedbyen Pristina, hvor han promoverede sit seneste album "Curtis".

Kosovo, som fortsat er præget af konflikter mellem den albanske majoritet og det serbiske mindretal, har siden krigen i 1999 været sat under international administration.


50 Cent, som også var i byen for at lancere Kosovos anden telefonoperatør, afholdt sig klogeligt fra at tage stilling til det presserende spørgsmål om Kosovos selvstændighed.

"Det er ikke min beslutning. Jeg er her for at lave et fedt show", udtalte rapperen ifølge Associated Press i forbindelse med det ti timer lange besøg.

ANNONCE