Nyhed

Shout Wellington Air Force holder release party

Gruppen fejrer udgivelsen af ep'en "Carry Yourself" med gratis koncert på Sway i Århus

Det nyeste navn hos Morningside Records hedder Shout Wellington Air Force og er i disse dage aktuelle med deres debut-ep "Carry Yourself", og udgivelsen af bandets første plade skal naturligvis fejres.

Det sker, når bandet i samarbejde med Klub Stöj torsdag den 27. december inviterer til release party på Sway i Århus.

Bandet fejrer udgivelsen med en gratis koncert klokken 22:00 på baren Sway under Clemensbro i Århus, hvorefter de faste Klub Stöj dj’s vil fyre op for musikken og give gæsterne mulighed for at sparke juleræset af sig med indierock resten af natten. Alt sammen ganske gratis.


Shout Wellington Air Force er et indieband, der spiller lo-fi rock med kant. Bandet har en meget særpræget og speciel lyd, der ifølge websiden Frekvens.dk blander "legesyge guitarer, temposkift og den gode vokal gør, at man ikke kan undgå at blive draget ind". Også GAFFAs anmelder var begejstret og kaldte udgivelsen en "særdeles lovende ep fra et band med internationalt potentiale".

Så skub dig ud fra julebordet og kom ned og oplev Shout Wellington Air Force ganske gratis 27. december klokken 22:00 på Sway i Århus.

ANNONCE