Nyhed

Volbeat nægter kritiske anmeldere koncertadgang

GAFFA.dk - Alt om musik

Kritiske anmeldere nægtes officiel adgang til Volbeats udsolgte koncert i Parken

I morgen lørdag indtager Volbeat Parken som det første danske hovednavn nogensinde. Tilbage i december blev samtlige 48.000 billetter ivrigt flået ned fra de virtuelle hylder – på en lille uge.

Hverken metalmagasinet Devilution eller Ekstra Bladets akkrediteringsforespørgsler er dog blevet godkendt til det eftertragtede event. Hos både Devilution og Ekstra Bladet hersker der en opfattelse af, at tidligere dårlige anmeldelser og generelle beefs er katalysator for den manglende invitation til rockbraget.  


Devilutions udgiver Jacob Dinesen udtaler følgende til GAFFA:

- Til Volbeats sidste mange koncerter har vi ikke givet dem synderligt meget ros. Desuden lavede jeg sammen med Jens Jam en bog om Michael Poulsen (forsanger i Volbeat, red.). Det var ikke en bog, som han/de var vanvittig glade for. Uden at være overdrevet paranoide mener vi bestemt, at vi kan se et system i deres boykot. 

Ligeledes udtaler Ekstra Bladets chefredaktør Karen Bro til eget medie:


- Vi har som bekendt en fri presse og en fri debat i det her land. Og Volbeat burde have brede skuldre nok til at kunne klare kritik. Jeg har vanskeligt ved at se, hvad det ellers skulle handle om, når de bevidst gør vores arbejdsvilkår ringere på den her måde.

Elefanten i rummet står nu tilbage med en række yderst interessante spørgsmål: Hvor selektive kan artister tillade sig at være? Er det okay at selvcensurere omkringstående kritiske øjne? Giver ytringsfriheden ikke enhver mand retten til at tale, skrive eller anmelde frit? Og er det i øvrigt ikke bare god stil og selvrespekt at tage potentiel kritik i stiv arm?

 Jacob Dinesen uddyber sin bekymring, og peger samtidig i retning mod USA:


- Ligeledes er det svært ikke at trække de store linjer til den tendens, man ser hos visse udenlandske politikere, der enten fornedrer eller decideret udelukker den del af den frie presse, der ikke gengiver deres budskab ukritisk [...]. Viljen til at lytte til andres holdninger er under pres. Ikke kun når man er præsident i USA. Nu også, hvis man som kunstner har været rigtig længe i USA og har amerikansk management. Så er det parolen "either you’re with us or you’re against us", der styrer showet og styrer hvilke medier, der bliver akkrediteret begivenheder, der har stor bevågenhed i befolkningen.

Fra en oppositionel vinkel kan man måske spørge, hvorvidt kunstneren har ret til at vende ryggen til nederdrægtige meninger om egen kunst? Og er det i øvrigt god stil at lade det regne med anmeldelser, som lugter af en gimmick? Her henvises diskret til Ekstra Bladets Thomas Treo, som without further ado for nyligt har falliterklæret Volbeat:

- Kvartetten er en international kassesucces, men Michael Poulsens omskiftelige besætning fremstår efterhånden mere som en business end et band. Og det er business as usual. Igen [...]. Poulsen har modereret sit ejendommelige vræleri en anelse, og sangeren minder nu i mindre grad om kokken fra The Muppet Show. [...] Den (koncerten, red.) er glemt, inden den er slut.


Det lader endvidere til, at den interne strid har bredt sig på diverse SoMe i det ganske, danske land. På twitter noterer Anders Breinholt både skarpsindigt og sandt, at uinviterede anmeldere blot kan punge ud og således troppe op til koncerten på egen, skrivende hånd. Jacob Dinesen understreger dog over for GAFFA, at det er det principielle i sagen, som han tager afstand fra. Dette i bogstaveligste forstand. På Devilutions hjemmeside skriver han med en reference til Volbeats album "Seal the Deal & Let's Boogie" fra 2016: "Let’s Seal the Deal & Let’s Boycott".

 

 

Ifølge Ekstra Bladet har koncert- og eventarrangøren Live Nation ingen kommentar til eller forklaring på hvorfor Ekstra Bladet ikke er akkrediteret til koncerten. De henviser i stedet til bandets pladeselskab Universal, som heller ikke kan komme med en forklaring. Det er heller ikke lykkes GAFFA at få kontakt til Universal. 


ANNONCE