x

Iron and Wine kommer til Danmark

Iron and Wine kommer til Danmark

Iron and Wine har bevæget sig ud af ungdomsårene, og hans rejse tager ham nu videre til Danmark den 22. og 23. januar

Sam Beam, manden, der gemmer sig bag navnet Iron and Wine, udgav tidligere i år sin sjette udgivelse ”Beast Epic”, som er hans første album med nyt materiale i over fire år. Albummet handler om det smukke og smerten ved at være voksen, hvor hans ældre sange har handlet mere om ungdommen og vejen til voksenlivets skuffelser. Den mere modne Sam Beam kommer nu til Danmark, hvor hans afdæmpede akustiske indiefolk kan opleves både i Aarhus og København.

Sidst Sam Beam gav koncert i Danmark var tilbage i 2014, hvor han blot var akkompagneret af sin guitar. Dengang gav GAFFAs anmelder, Peter Lykke Madsen, ham fem stjerner og beskrev Beams optræden som en ”ønskekoncert” hvor publikum ”udviser efterhånden sjældent hørt koncentration”. Denne gang vender folkemusikeren tilbage flankeret af et fuldt band, så det bliver spændende at se, om han også kan få ønsker til at gå i opfyldelse med sit band i ryggen.

Iron and Wine optræder på Vega i København den 22. januar og på Voxhall i Aarhus den 23. januar. Billetsalget starter den 1. september.

Hør singlen ”Call it Dreaming” fra "Beast Epic" herunder.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA