Nyhed

DM i MIX: Hvem tager titlen i år?

GAFFA.dk - Alt om musik

Lørdag den 9. september skal der scratches til den store guldmedalje. Pumpehuset i København lægger lokaler til det danske DJ-mesterskab, hvor nogle af landets bedste DJ's og turntablists battler om den officielle danske DMC DJ-titel, som har været afholdt siden 1986.

Tidligere har DJ-ikoner som Cutfather, Soulshock, Noize, Static, Turkman Souljah og Graded løbet af med titlen. Vinderen rejser til London for at repræsentere Danmark ved VM – DMC World DJ Championships den 1. oktober 2017. DM i MIX afholdes i samarbejde med den engelske organisation DMC, som har afholdt mixmesterskaber de sidste 31 år, med afdelinger i hele verden.

Den danske forsvarende mester DJ Credit har valgt at holde en velfortjent pause fra konkurrencesiden, og med de sidste tre års DM-titler under bæltet giver det i år nu plads til en ny mester. Blandt årets deltagere er tilbagevendte DJ Graded, der var danmarksmester 2009, 2010, 2011 og 2012, og mange er spændte på, om han kan tage titlen for femte gang.

Læs mere her: Fotoserie: DJ Credit vinder DM i Mix for 3. gang


Ud over det danske dj-mesterskab kan publikum i Pumpehuset opleve fuld koncert med amerikanske R.A. THE RUGGED MAN og support fra den danske Manus Bell. Aftenens vært er ordsmeden og rapkunstneren Per Vers.

gallery_large

Ligesom sidste år er der også blevet plads til den nye producerbattle Battle Of The Beats, hvor producere battler en mod en på beats. En producer blir knockoutet efter hver runde, og sidste mand på scenen tager titlen og retten til at producere et nummer til den amerikanske legende R.A. The Rugged Man. 

Dørene åbner kl. 19.


ANNONCE