Nyhed

Lis Er Stille reduceret til kvartet

Bandets kvindelige cellist er ikke længere en del af Lis Er Stille

Rosanna Lorenzen, der indtil for ganske nylig fungerede som cellist i århusianske Lis Er Stille, er ikke længere en del af det ambitiøse band med det postrockede udtryk.

Således fremgår det af bandets MySpace-hjemmeside, at bandet fortsætter uden cello og således synes permanent at være reduceret til kvartet-formatet. De resterende bandmedlemmer medgiver i skrivelsen, at Lis Er Stille dermed er en ”amputeret” størrelse, men alligevel agter man altså ikke at rekruttere en ny cellist eller andre erstatninger.

De resterende bandmedlemmer – Martin Byrialsen (vokal og tangenter), Tue Schmidt Rasmussen (guitar), Asbjørn Helboe (bas og synth) og Jon Gotlev (trommer, kor og elektronik) – understreger, at beslutningen har været svær at træffe, men mellem linierne aner man en tro på, at udviklingen er til alles bedste.


Hvad konsekvenserne bliver for Lis Er Stilles musikalske udtryk, skal blive interessant at se – ikke mindst taget i betragtning, at GAFFAs anmelder blandt andet fremhævede følgende i forbindelse med bandets koncert på Musikcaféen i Århus tidligere på måneden:

”… Rosanna Lorenzens (...) smukke, vemodige cellospil…”

Det må vi nu indstille os på at være foruden.


Af relaterede nyheder kan det lige genopfriskes, at Lis Er Stille som en slags julegave til bandets fans har lagt det nye nummer ”How It Feels To Be Forcibly Fed” ud til fri download på gruppens MySpace-hjemmeside. ”Tilbudet” gælder kun i december måned, så det om at skynde sig, hvis ikke man allerede har nappet nummeret.

Lis Er Stilles MySpace-side


ANNONCE