x

Forudsigelig gallafest

Forudsigelig gallafest

Forum i København var ramme om den årlige Danish Music Awards, hvor den danske pladebranche fejrer sig selv og sine kunstnere. Det stort anlagte show blev ført an af en veloplagt Lars Hjortshøj, der gjorde hvad han kunne for at skabe spænding omkring nomineringerne. Overraskelser var der dog ikke mange af. Som sædvanlig faldt priserne til allerede etablerede navne og kunstnere med solid kommerciel opbakning i ryggen. Mellem de mange prisuddelinger blev publikum underholdt med liveoptrædender af bl.a. D-A-D, Sort Sol, Thomas Helmig, Swan Lee og den australske popprinsesse Kylie Minogue.

Aftenens absolutte topscorer blev Safri Duo, der løb med ikke mindre end syv priser bl.a. som Årets Danske Album, Årets Danske Gruppe og Årets Danske Hit. Uffe Savery og Morten Friis måtte igen og igen på podiet og modtog stort smilede de mange priser. Thomas Helmig løb ikke overraskende med prisen som Årets Danske Sanger. Den pris har han vundet flere gange før og entusiasmen var da også til at overskue, da han blev overrakt endnu en statuette til samlingen.

Realityshow-stjernen Christian, med det borgerlige efternavn Brøns, blev udmærket med prisen som Årets Danske Navn. Han fik også en statuette for Årets Danske Popudgivelse - ikke mindst på grund af hittet Du Kan Gøre Hvad Du Vil, som han dog ikke selv har skrevet. Sangen har tekst og musik af den svenske popsnedker Patrik Isaksson, der selv var til stede ved aftenens show som prisuddeler.

Danmarks nye, håbefulde rockdrenge Saybia løb velfortjent med sejren og vandt prisen for Årets Danske Rockudgivelse. Orkestret er på kort tid gået fra at være et ukendt, hårdtarbejdende rockband til at blive udråbt til dansk rocks nye håb. Det skal stå til det danske rockpublikums ære, at Saybia i aften fik en pris, for deres højtflyvende rock har både klasse og internationalt snit. Den århusianske sangerinde Marie Frank har også vist klasse på sine to albums Ancient Pleasures og Vermillion, og hun kan fortjent rejse tilbage til Århus med prisen som Årets Danske Sangerinde.

Swan Lee - med underskønne Pernille Rosendahl i front - var nomineret i hele seks kategorier, men måtte gå tomhændet hjem. Til gengæld gav bandet en forrygende liveversion af Tomorrow Never Dies fra debuten, Enter. Pernille Rosendahl viste publikum og de danske tv-seere, at hun er en sangerinde af både format og klasse.

Også Sort Sol måtte se sig forbigået. De var ellers nomineret i kategorierne, Årets Danske Album, Årets Danske Gruppe og Årets Danske Hit. Veteranerne fik heldigvis lejlighed til at vise, hvordan dansk rock lyder når den er allerbedst. Flankeret af høje flammer gav Steen Jørgensen den som åndemaner og kaldte til sort rockmesse i gruppens liveindslag.

Loveshop er pt. landets bedste bud på vedkommende, dansksproget rock. Jens Unmack og Co. formår om nogen at sætte ord på Thirtysomething-generationens rastløshed og søgen, men desværre blev det ikke til en pris i år. Orkestret var ellers nomineret i kategorierne, Årets Danske Album og Årets danske Gruppe. Heldigvis fik Den Gale Pose en pris for Årets Danske Rapudgivelse, så den dansksprogede musik ikke blev forbigået.

Udlandet skulle traditionen tro også have sine priser. REM løb med en statuette for Årets Udenlandske Album, Kylie Minogue for Årets Udenlandske Hit, mens Dido fik en pris for Årets Nye Udenlandske navn.

Det var således ikke overraskelser, der prægede årets Danish Music Awards. Man kunne ønske sig, at det store publikum i højere grad ville tage de nye og nyskabende kunstnere til sig. Udnævnelsen af Saybia som Årets Danske Rockudgivelse var i den forstand en positiv overraskelse. Dansk musikliv har brug for den slags for at kunne profilere sig i fremtiden.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA